23948sdkhjf

Bravida vinder kabelopgave: - Tilbuddet har været under udvikling i mere end et år

Totalentreprisen har en værdi af 86 millioner kroner

Bravida har netop underskrevet en aftale med CTR, Centralkommunernes Transmissionsselskab, om etablering af en ny elforsyning til fjernvarme på Frederiksberg.

Det betyder, at teknikentreprenøren fra marts 2025 skal i gang med et projekt med etablering af et 1,4 km langt kabel til ny fjernvarmeforsyning. 

- Tilbuddet har været under udvikling i mere end et år, og vi er glade for, at vi er blevet betroet denne opgave, siger Ole Høgh, der er direktør for Region Infrastruktur hos Bravida Danmark, i en pressemeddelelse.

- Vi er blevet udvalgt gennem en omfattende tilbudsproces, hvor vi har bidraget til tekniske afklaringer, der gør det muligt at levere en stabil og fremtidssikret forsyningsløsning, tilføjer han.

Aftalen er en totalentreprise med en værdi på 86 mio. kr.

Erstatter olie og gas

Konkret skal Bravida nedlægge et nyt 132 kV kabel, der skal benyttes til fjernvarmeforsyning. 

I dag leveres fjernvarmen via olie- og gaskedler, men fremover skal fjernvarmen leveres via to nye elkedler. Derfor fjerner man gamle oliekedler- og tanke, mens Bravida leverer og installerer elforsyning til to nye elkedler.

Det er teknikentreprenørens opgave at projektere og dimensionere arbejdet og sikre, at alle tilladelser er til stede i forbindelse med omlægningen af kritisk el-infrastruktur.

Bravida skal samtidig koordinere med alle interessenter på strækningen for at opgrave og nedlægge kabler. Det omfatter samarbejde med Energinet om blandt andet kabeltilslutning, signaludveksling og beskyttelsesrelæer.

Opgaven med at opgrave og nedlægge de nye 132 kV kabler forventes at tage omkring otte måneder. I slutningen af 2025 forventer CTR derfor at påbegynde arbejdet med at fjerne de gamle oliekedler og tanke, hvorefter Bravida kan etablere 132 kV station med transformer og 10 kV koblingsudstyr, der tager omkring et år. 

I slutningen af 2026 bliver projektet afleveret, og driften bliver testet. Projektet forventes derfor at blive afsluttet medio 2027.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.119