Installatør på juleshopping: Overtager fynsk firma
Der er ikke gået mange dage, siden Installatørgruppen annoncerede den seneste udvidelse, og nu gør den hastigt voksende sammenslutning af blandt andet el-, vvs- og ventilationsfirmer det igen.
Solplus A/S fra Middelfart bliver firma nummer 31 i Installatørgruppen. Virksomheden fungerer som rådgivende, udførende og projekterende solcelleentreprenør for private og erhverv.
- Solplus er førende indenfor solcelleanlæg, og med deres kompetencer og stærke placering i Middelfart styrker vi hele Gruppen endnu mere, udtaler Peter Frandsen, direktør i Installatørgruppen, i en pressemeddelelse.
Tæt på milliardmål
Installatørgruppen blev etableret i marts 2023 og består af virksomheder indenfor el-, vvs-, fiber, ventilations- og kølesystemer.
Fra start var målet at skabe en landsdækkende markedsledermed en omsætning omkring 3 mia. kr. i løbet af tre år.
Virksomhederne i Installatørgruppen fastholder hver deres lokale ledelse, medarbejdere, firmanavne og lokationer og bliver partnere og medejere af Installatørgruppen.
Virksomhederne ejes dermed af Installatørgruppen, som til gengæld ejes af de oprindelige virksomhedsejere samt af FSN Capital, der er hovedaktionær.
Det fynske firma, som nu bliver en del af den voksende sammenslutning, beskæftiger 10 medarbejdere. Solplus vil beholde sit firmanavn, ledelse og lokale forankring, helt i tråd med Installatørgruppens strategi for opkøb.
Med den nye tilføjelse har Installatørgruppen en samlet omsætning på omkring 2,9 mia. kr. og cirka 1.500 medarbejdere.
Regnskabsår | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 21,6 | 20,8 |
Resultat af primær drift | 15,1 | 15,6 |
Resultat før skat | 14,8 | 15,3 |
Årets resultat | 11,5 | 11,9 |
Balancestatus | 20,5 | 23,9 |
Egenkapital | 12,0 | 12,4 |
Antal ansatte | 9 | 9 |
Kilde: CVR |