Indtjeningsevnen er helt i top hos en af landets allerstørste entreprenører i form af M.J. Eriksson.
Det viser årsrapporten for 2023/24, som den familieejede jord- og anlægsentreprenør offentliggjorde fredag formiddag.
Mens toplinjen falder en anelse, skyder indtjeningen kraftigt i vejret. Resultatet efter skat lyder således på 203 mio. kr., hvilket er markant mere end i de foregående år og det højeste niveau nogensinde for M.J. Eriksson.