23948sdkhjf

Efter flere år og 100.000 ton jord: Særlig metode og maskine sikrer europæisk patent

En helt ny metode til jordbehandling er landet hos den fynske bygge- og anlægsvirksomhed Dansk Anlægsteknik. Forud er gået en ansøgningsproces på næsten fire år

Den fynske bygge- og anlægsvirksomhed Dansk Anlægsteknik har fået tildelt et europæisk patent på en ny metode til jordbehandling, der vurderes at kunne reducere omkostninger og miljøpåvirkning i fremtidige byggeprojekter.

- Vi er de eneste, der kan omdanne alle jordtyper – fra pløre til stiv lerjord – til brugbart materiale og samtidig håndtere sten, så de forbliver i jorden, siger direktør Carsten Johansen i en pressemeddelelse.

Sammen med Lars Møllegaard Pedersen etablerede han Dansk Anlægsteknik ApS i 2021.

Siden 2021 har vi kørt flere 100.000 tons jord gennem vores anlæg, som vi stiller op ude hos vores kunder Carsten Johansen, direktør og medstifter, Dansk Anlægsteknik

Næsten fire år undervejs

Med den nye, patenterede metode kan våd lerjord stabiliseres ved at tilsætte kalk på et eldrevet, mobilt anlæg. Dette omdanner jorden til et stabilt materiale, som kan genbruges direkte på stedet, hvilket sparer transport og reducerer behovet for deponering. 

Det er den Europæiske Patentorganisation, der har udstedt patentet for metoden "Soil Stabilization System" i september 2024. Patentet gælder i hele EU og en række andre lande.

Forud er gået en ansøgningsproces på næsten fire år.

- Siden 2021 har vi kørt flere 100.000 tons jord gennem vores anlæg, som vi stiller op ude hos vores kunder, fortæller Carsten Johansen.

Metoden vurderes ifølge det fynske firma at kunne give økonomiske besparelser på mellem 40 og 85 pct. i forhold til at køre den våde jord væk og erstatte den med ny.

Nyt anlæg og nye folk

Dansk Anlægsteknik mærker ifølge Carsten Johansen øget interesse fra især kommuner og forsyningsselskaber, der har særlig fokus på de miljømæssige aspekter i deres anlægsprojekter.

- I Danmark har vi i stigende grad vanskeligt ved at skaffe fyldmaterialer og grus. Derfor skal vi spare på vores råstoffer, siger direktøren og fortsætter:

- Jeg tror, det er en af grundene til, at vi oplever, at vores løsning vinder indpas i flere og flere byggeprojekter rundt om i landet.

På grund af den store efterspørgsel er virksomheden i fuld gang med at bygge endnu et jordbehandlingsanlæg, der forventes at gå i drift sidst på efteråret. Derfor er man også på udkig efter nye medarbejdere.

Siden etableringen i 2021 har Dansk Anlægsteknik haft et samlet underskud på knap 370.000 kr.

Virksomhedens ledelse forventer dog et positivt resultat i 2024, fremgår det af selskabets seneste årsrapport. Heri nævnes det også, at "1. kvartals regnskab samt væsentlig øgede aktiviteter også viser" tegn på den forventede fremgang.

Artiklen er en del af temaet MXtra - Maskin- og materiel.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172