Genbrugshuset udleder halvt så meget CO2e som et hus med nye materialer
I udgangspunktet var det en meget spændende udfordring, som Sweco gerne ville påtage sig. Det fortæller Christine Collin, Business Unit Manager, Sustainable Buildings i Sweco, der fik til opgave at lave beregningerne. ”Vi har jo lovgivning i dag i Danmark for at lave en LCA, men det gælder kun for nybyggeri. Der findes ikke en entydig metode til, hvordan man gør, når der er tale om en transformation. På den måde var det et atypisk projekt, hvilket besværliggjorde beregningsprocessen. Man skal i hvert fald tage stilling til, hvordan man har tænkt sig at gøre det.” Har man for eksempel tænkt sig at medtage COs-udledningerne fra alle de eksisterende materialer, som man lader blive i bygningen? For hvis man en gang om 50 år river bygningen ned, så har disse materialer også en eller anden udledning i forbindelse med affaldshåndteringen. I virkeligheden fylder det dog meget lidt af den samlede udledning, så derfor bliver det meget diskuteret, om det overhovedet er nødvendigt. ”Det, der var hovedfokus i den her beregning, handlede jo om at prøve at lave en sammenligning på, hvordan COs-regnskabet ville se ud med genbrugsmaterialerne i forhold til konventionelle, nye materialer. Og så lave beregningen ud fra, hvordan lovgivningen er nu, hvor genbrugsmaterialer tæller for 0, hvis vi ikke har noget andet data for dem,” fortæller Christine Collin.
2,57 kg COse pr. kvadratmeter pr. år
I beregningerne blev der set bort fra udledning i forbindelse med selve driften af bygningen. Resultatet blev, at COs-påvirkningen er 2,57 kg COse pr. kvadratmeter pr. år. Havde man i stedet opført tilsvarende bygning med anvendelse af nye materialer, ville miljøpåvirkningen i stedet have været 6,11 kg COse pr. kvadratmeter pr. år. Der er derfor opnået en besparelse på 58 pct. set over en betragtningsperiode på 50 år, når man sammenligner de to scenarier – svarende til en besparelse på 318,6 ton COse. ”Der er jo store COs-besparelser at opnå ved at benytte genbrugsmaterialer, for derved bruges der ikke energi til produktion af nye materialer. Men det er også en god case i forhold til ressourceforbrug og den ressourcemangel, vi kommer til at stå overfor. Og også biodiversiteten, der får stadig større bevågenhed,” siger Christine Collin. Hun påpeger, at forskere i dag på bl.a. DTU og BUILD arbejder med LCA-modeller, der er i stand til at regne med mange flere miljøpåvirkninger end blot COse – herunder hvordan biodiversiteten påvirkes igennem hele værdikæden fra materialeudvinding til byggeplads. Men disse modeller bruges ikke, fordi der ikke er lovgivning, der påbyder det.
Det, der var hovedfokus i den her beregning, handlede jo om at prøve at lave en sammenligning på, hvordan COs-regnskabet ville se ud med genbrugsmaterialerne i forhold til konventionelle nye materialer. Christine Collin, Business Unit Manager, Sustainable Buildings i Sweco
Fokus på energiforsyning og bevarelse af bygninger
”Ser vi på transformations- og renoveringsprojekter generelt, er det også rigtig vigtigt at have fokus på at nedbringe energiforbruget. Hvis et hus f.eks. er gasopvarmet, så vil det rykke rigtig meget, bare at få det over på fjernvarme eller på varmepumpe. Renoveringsprojekter skal udover materialer også fokusere på energioptimering. I den forbindelse skal man heller ikke tilføre for meget isoleringsmateriale, da man skal huske at medtage COs-udledningen fra isoleringsmaterialet og holde det op imod, den energibesparelse som det bidrager til. Kurven knækker nemlig på et tidspunkt mellem de to parametre.” Christine Collin efterlyser en lovgivning, der går et skridt videre end udelukkende at fokusere på COs-udledning, og i den proces kan man med fordel skele til andre lande i Europa. F.eks. Frankrig eller England, hvor man har langt mere fokus på at bevare, og hvor det ikke er så nemt at få nedrivningstilladelser som i Danmark. ”Vi skal forsøge at bevare det, vi har, og man skal virkelig have en god grund til at rive noget ned. For vi står jo ikke bare i en klimakrise, men også i en ressource- og biodiversitetskrise, og vi skal skære helt ned for vores forbrug, hvis vi skal vende udviklingen,” siger Christine Collin.
SWECO
Sweco er Europas førende arkitekt- og ingeniørvirksomhed. Sammen med vores kunder og den samlede viden fra vores 22.000 arkitekter, ingeniører og øvrige eksperter skaber vi løsninger, der adresserer urbanisering, griber digitaliseringens muligheder og gør vores byer og samfund mere bæredygtige. Vi kombinerer vores lokale ekspertise og tilstedeværelse på 17 kontorer i Danmark med international kapacitet og tætte skandinaviske samarbejde.