Licitationen mener: Afliv vanvidsprojekt
Det er absurd, at man den dag i dag stadig ikke er kommet af med arealreservationen fra 1973, hvis eksistensberettigelse er en kattelem for at pløje endnu en kæmpe motorvej gennem naturskønne områder. Ud fra devisen om ”hvad nu hvis.” Nej, ingen kan spå om fremtiden, som er argumentet for opretholdelsen, men det giver simpelthen ikke længere mening.
Vi befinder os i en anden tid, og på et tidspunkt, hvor vi desværre er ved at tage livet af de fleste fisk og forpeste vores grundvand. Derfor bør vi simpelthen ikke kunne forestille os en fremtid, hvor et kæmpe motorvejsprojekt igennem noget af vores fineste natur er en god idé. Hverken i dag eller om 20 år. Alene CO2-udledningen fra anlæggelsen af den potentielle Ring 5 forventes at lyde på, hvad der svarer til den årlige CO2-udledningen fra halvdelen af borgerne i den nordsjællandske by Hillerød. Dertil kommer, at der ifølge en strategisk analyse fra Vejdirektoratet forventes at være mellem 30.000 og 50.000 biler på strækningen dagligt.
At regeringen endnu ikke har indset nødvendigheden af afskaffelsen af arealreservationen, er mildest talt besynderligt. Her får den ”mærkelige regering” – for nu at bruge Mette Frederiksens egen formulering – ellers foræret en politisk vindersag. Den kræver endda ikke ret meget andet end at træffe den eneste fornuftige beslutning, høste noget positiv opmærksomhed på at passe bare en smule på klimaet og ellers nyde sejrens sødme. Det er altså ikke raketvidenskab at se, at tiden er løbet fra dette potentielle vanvidsprojekt.