23948sdkhjf

Arkitekt henter ny chef internt: - Jeg er stolt og beæret

Christian Pihlmark bliver ny chef for C.F. Møllers Aarhus-afdeling, som også er koncernens hovedkontor

Det er kræfter hentet internt, C.F. Møller nu sætter i spidsen for Aarhus-afdelingen. 

Christian Pihlmark kom til virksomheden i 2010 efter knap fire år hos Arkipartners og afløser Jette Østergaard, der har været leder af kontoret siden 1. maj 2005 og nu går på pension.

Lone Bendorff, adm. direktør og partner hos C.F. Møller takker Jette Østergaard for en "fantastisk indsats" og glæder sig over, at det er lykkes at finde så "kompetent en afløser".

- Der er ingen tvivl om, at vi med Christian får en afdelingschef, der er respekteret for sit høje faglige niveau af både kolleger og samarbejdspartnere, og samtidig opleves som en meget venlig og betænksom person, siger hun i en pressemeddelelse. 

Christian Pihlmark er uddannet på Aarhus Arkitektskole med speciale i by- og bygningstransformation og har blandt andet arbejdet med V-husene i Aalborg, renovering af Brabrand Boligforening afd. 2 og en række andre projekter som senior projektleder hos C.F. Møller. Han ser frem til den nye rolle:

- Jeg er stolt og beæret over at skulle tiltræde som afdelingschef i Aarhus. Jeg kender jo allerede både C.F. Møller og kollegerne. På den måde, ved jeg, hvad jeg går ind til, men der vil også være nye ting at lære i min nye rolle, som jeg ser frem til at tage på mig. 

Frem mod sommerferien vil Jette Østergaard og Christian Pihlmark sammen sikre "en flydende og god overgang". 

Foruden kontoret i Aarhus er C.F. Møller til stede i Aalborg, København, Stockholm, Malmø, Oslo og Berlin. 

Virksomheden, der i år fejrer sit 100-års jubilæum, beskæftiger cirka 300 medarbejdere, hvoraf omtrent 125 arbejder i Aarhus.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109