Direktør efter salg af stor familievirksomhed: - Vi har en god mavefornemmelse

Familievirksomheden var egentlig ikke til salg, men nu er den kommet på nye og udenlandske hænder.
Internt i familien var ellers der mange, der godt kunne overtage virksomheden. Måske i virkeligheden for mange.
I hvert fald er ejerne bag en af landet største nedrivere gået en helt anden vej og har solgt alle aktierne i P. Olesen til norske NG Group.
- Lige nu er vi min far, min onkel, og så er vi fire unge (søskendeparrene Peter og Henrik Olesen samt Kenneth og Maiken Olesen, red.). Jeg har fire børn, det har min kusine også, og de to andre har to børn, så egentlig er der 12 at vælge imellem. Vi synes, det er bedre at gøre det på den her måde, siger Peter Olesen, en af de nu tidligere ejere af P. Olesen, og fortsætter:
- Stadig vil NG Group gerne, at vores børn kan blive en del af forretningen fremadrettet. Nogle af vores børn er allerede begyndt, og vi håber, det kan fortsætte. Om det så er som maskinfører, på kontoret eller i ledelsen, alt efter hvad de har lyst til og uddanner sig til.
Længe undervejs
Dialogen med NG Group, der gør sig i cirkulære løsninger og miljøtjenester i Norden, blev indledt for godt halvandet år siden. Her blev Peter Olesen kontaktet på World Summit i Wien i Østrig.
- De fortalte, at de har gået og kigget lidt på danske nedrivningsvirksomheder og gerne ville starte med at snakke lidt med os. Først snakkede vi om et samarbejde, og efter at have mødtes et par gange kom de så ind på opkøb, hvis vi var interesseret. I alt har vi nok haft 20-30 møder i løbet af det halvandet år, siger han og fremhæver både besøg i Danmark og på NG Groups hjemmebane i Norge.
Peter Olesen kalder salget en del af et generationsskifte, som på et tidspunkt alligevel skulle laves og fremhæver god dialog og ligheder i den måde, de to aktører arbejdes på.
- De har tænkt sig, at firmaet skal bestå, som det er, og at vi (Peter, Henrik og Kenneth Olesen, red.) stadig skal udgøre ledelsen. Så at der egentlig ikke som sådan skal ske nogle forandringer. Det er grunden til, at vi også valgte at sige, at "det er det, vi gør".
- De har mange virksomheder, som læner sig op ad det, vi gør - recycling af plastisk og jern og metal i større skala end os, så på den måde kan der blive en del gode synergier, siger Peter Olesen.
Han fremhæver, at NG Group på nogle områder er længere fremme, mens P. Olesen på andre er bedre.
- Så vi supplerer hinandens kompetencer og kan hjælpe hinanden. Det er en af grundene til, at vi synes, det er et godt match.

Alle aktier sælges
Han nikker til, at det er alle aktier, familien sælger. Og at han sammen med Henrik Olesen samt Kenneth og Maiken Olesen investerer i NG Group. De udgør alle tredje generation i familievirksomheden, som blev stiftet af deres farfar i 1968.
Derfor er det også med lidt vemod, at virksomheden nu er blevet solgt.
- Det er specielt. Det er helt sikkert. Men vi har en god mavefornemmelse. Ellers havde vi ikke gjort det. Det er gode mennesker, vi har arbejdet sammen med i NG Group i det halvandet år, som processen omkring handlen har taget. Så vi er meget tilfredse.
Vi har en god mavefornemmelse. Ellers havde vi ikke gjort det Peter Olesen, direktør og en af de nu tidligere ejere af P. Olesen
Han ønsker ikke at sætte beløb på salgsprisen.
Ingen fyringer
Medarbejderne blev informeret om det nye skridt på et møde i virksomheden i går.
- Her fortalte vi, hvad der skal ske, og at vi har været utrolig stolte over at have dem ansat og håber, de vil følge med os på rejsen til nordmændene. NG Group vil forsøge at udvikle på vores recyclingdel og har også andre tiltag, jeg ikke kan komme ind på for nu.
- Også nedbrydningsdelen skal fortsætte med at være i udvikling. Udvikler man ikke, så afvikler man, siger Peter Olesen.
Han afviser, at der med ændringen i ejerskabet er fyringer på vej.
- Der kommer overhovedet ikke nogen fyringsrunde. Vi håber, medarbejderne vil fortsætte, ligesom vi selv vil, lyder det.
Fra NG Group har koncernchef Bjørn Arve Ofstad oplyst, at de med P. Olesen lægger "et solidt grundlag for videre lønsom ekspansion i regionen".
- Vi har stor tillid til selskabet, som med sin unikke markedsposition i Danmark bringer værdifuld kompetence og potentiale. Vi ser frem til den videre rejse sammen og er glade for, at familien Olesen bliver som aktionær i NG Group, siger han i en pressemeddelelse.
Her bliver han suppleret af Are Strøm, leder for Urban Reuse i NG Group:
- Jeg har haft mulighed for at lære P. Olesen at kende gennem 1,5 år nu, og jeg er utrolig glad for, at vi har fået P. Olesen med på holdet. Deres omfattende erfaring fra byggeri og anlæg, samt løsninger inden for affaldshåndtering og genanvendelse, vil styrke vores evne til at levere cirkulære løsninger i stor skala og skabe værdi for vores kunder.
P. Olesen har i sit seneste regnskab landet en toplinje på 415,2 mio. kr. og en bundlinje efter skat på 20 mio. kr. Medarbejderstaben har i regnskabsåret 2022/23 i gennemsnit talt 163 ansatte.
Historien om P. Olesen og Sønner
- Beskæftiger sig med nedbrydnings- og saneringsopgaver i hele landet med udgangspunkt i hovedkontoret i Hovedgård ved Horsens, foruden kontorer i Hasselager ved Aarhus, Fredericia, Roskilde og Ringsted.
- Grundlagt i 1968 af Peder Olesen, som startede ud fra sin bolig i Fasterholt ved Herning.
- Efter Peder Olesen gik bort i 1983, blev virksomheden overtaget af sønnerne Jens og Anker Olesen.
- I dag står tredje generation af Olesen-familien for en væsentlig del af ledelsen af virksomheden. Det gælder søskendeparret Peter og Henrik Olesen og deres fætter Kenneth Olesen.