23948sdkhjf

Rådgiverkæmpe vinder Danmarks første brintinfrastruktur-projekt

Der er allerede taget hul på opgaven med at kortlægge ruteføring og det overordnede design

Nu begynder de indledende ingeniørundersøgelser med at opføre et brintrør, der skal strække sig cirka 500 km ned gennem Jylland til Tyskland.

Cowi er netop blevet valgt til at udarbejde det FEED-studie (front-end engineering and design), der skal danne grundlag for Energinets endelige investeringsbeslutning om at opføre Danmark første brintinfrastruktur.

Hvad er Power-to-X?

  • Power-to-X (PtX) dækker over en række teknologier, som alle tager udgangspunkt i, at strøm udnyttes til at fremstille brint. I Danmark taler man om Power-to-X, mens man i udlandet kalder det grøn brint eller ”electrofuels” (”e-fuels”).
  • Begge begreber beskriver den proces, hvor strøm og vand bliver lavet om til brint gennem elektrolyse. Brinten kan bruges direkte i fx lastbiler, færger eller industrien, men den kan også viderekonverteres til andre brændstoffer.

Energistyrelsen

- Eksport af grøn brint er forudsætningen for realiseringen af landets store Power-to-X-projekter – som igen er helt afgørende for at skalere havvindparkerne i Nordsøen op, udtaler Klaus Winther Ringgaard, Senior Vice President i Cowis energidivision, i en pressemeddelelse.

- Dermed kan vi forhåbentlig sætte fornyet fart i en ellers afventende omstilling, fortsætter han. 

Cowi har allerede taget hul på opgaven sammen med Energinet.

Kan føre til mere

FEED-studiet indbefatter blandt andet, at den optimale ruteføring klarlægges, at systemets overordnede design tegnes op, og at økonomien i anlægsprojektet præciseres. Hvis projektet realiseres, skal Cowi ligeledes bistå med det detaljerede design.

500 kilometer brint backbone

  • Røret, som har fået tilnavnet ’det danske brint backbone’, skal her til lands skabe forbindelse mellem et brintlager og en række producenter, der har fremskredne planer om at etablere storskala brintproduktioner baseret på grøn strøm forskellige steder i Jylland.
  • Brintrøret skal strække sig cirka 500 km ned gennem Jylland til Tyskland og muliggøre eksport af danskproduceret grøn brint til Europa.
  • Ved grænsen til Tyskland skal det danske brint backbone efter planen forbindes med det større europæiske brintnet, som i øjeblikket planlægges udbygget af de respektive gastransmissionsoperatører i landene.
  • Projektet i Jylland vil være blandt de første større etaper, der etableres af den såkaldte European Hydrogen Backbone, som inden 2030 skal bestå af sammenlagt 31.000 km brintrør og dække hele kontinentet.

Kilde: Cowi

Energinets valg af rådgiver sker få uger efter, en politisk aftale i april opstillede rammerne for finansiering af en ny brintinfrastruktur i Danmark. Med både det tekniske og regulatoriske spor på skinner, kan Energinet fortsætte arbejdet med at modne ny, dansk brintinfrastruktur.

- Med kontrakten er vi kommet nærmere et design af vores rørbundne infrastruktur i Danmark, siger Michael Linnemann Pedersen, afdelingsleder i Brintudvikling i Energinet.

- FEED-studiet vil via en række tekniske analyser udmunde i et opdateret bud på, hvad den rørbundne infrastruktur vil koste. Det er en forudsætning for det videre arbejde, og jeg er derfor glad for, at studiet er sat i gang, uddyber han.

Potentialet for at producere grøn strøm i de danske farvande er opgjort til 30 mio. husstande. Store dele af energien kan dog også omsættes grøn brint, der enten kan bruges til at lave brændstoffer til skibs- og flytrafikken eller eksporteres direkte til Tyskland, hvor især den tunge industri efterspørger grøn brint. 

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11