23948sdkhjf

Ny rektor til Arkitektskolen Aarhus

Nuværende prorektor Kristine Leth Juul bliver ny rektor på Arkitektskolen Aarhus

51-årige Kristine Leth Juul begynder 1. august 2024 som ny rektor på Arkitektskolen Aarhus. Hun overtager posten fra Torben Nielsen, efter at hun siden 2017 været prorektor samme sted.

Kirsten Leth Juul har tidligere været direktør og partner i tegnestuen Møller & Grønborg.

- Vi er glade for at kunne udpege Kristine Leth Juul som rektor. Vi har haft en meget grundig ansættelsesproces med mange kvalificerede kandidater fra både ind- og udland, og med stærke profiler fra såvel praksis som uddannelses- og forskningsverdenen, siger bestyrelsesformand Carsten With Thygesen i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at skolen står på et stærkt fundament, "hvilket også afspejles i det stærke ansøgerfelt, vi har haft".

- Med Kristine Leth Juul mener vi, at vi har fundet den rektor, der er i stand til både at tage Arkitektskolen Aarhus til en endnu stærkere position i den danske og internationale arkitekturverden og samtidig tage vare på det eksisterende, mener han.

"En af Europas bedste"

Kristine Leth Juul har en profil, der rummer konkret ledelseserfaring fra en tegnestue, syv år som prorektor og en masteruddannelse i ledelsesudvikling.

Bestyrelsen har som ambition, at hun skal være med til at udbygge skolens position som "en af de bedste arkitektskoler i Europa og videreudvikle de mange igangværende initiativer, der skal åbne skolen mod omverdenen og bygge broer til arkitektbranche og erhvervsliv”, lyder det.

Kristine Leth Juul blev i 2017 ansat som prorektor på Arkitektskolen Aarhus, og inden da var hun 13 år hos tegnestuen Møller & Grønborg, hvor hun både var direktør og partner i en årrække.

I 2022 færdiggjorde hun en masteruddannelse i ledelsesudvikling fra Copenhagen Business School, og har sideløbende med jobbet som prorektor varetaget bestyrelsesposter i Realdania og Akademisk Arkitektforening.

Presserende udfordringer

- Arkitektskolen Aarhus uddanner i dag nogle af Europas dygtigste arkitekter, som med deres faglighed skal hjælpe med at løse nogle af verdens mest presserende udfordringer, herunder den grønne omstilling. Derfor er jeg også stolt over, at jeg får muligheden for at skabe rammen om den fortsatte udvikling af uddannelsen, forskningen og arkitekturen, siger Kristine Leth Juul i pressemeddelelsen.

Hun blev selv blev uddannet fra Aarhus-skolen i 2001.

- Arkitektskolen Aarhus er en dynamisk uddannelses- og forskningsinstitution, som står for en stærk samarbejdskultur. Jeg er sikker på, at vi i endnu højere grad kan indtage en betydende rolle som samfundsaktør og bidrage med kompetencer til at skabe gode livsmiljøer, steder og rum, som styrker bæredygtige samfund, tilføjer den nye rektor, der blev valgt blandt 16 ansøgere fra både ind- og udland.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172