23948sdkhjf

Der er penge i at tænke natur ind i byggeri

Nyt inspirationskatalog fra eksperter i byggeri og biodiversitet slår fast: Det haster, hvis vi skal undgå kollaps

Det mest bæredygtige byggeri er stadig det, der aldrig bliver bygget.

Sætningen dukker med jævne mellemrum op, når bygge- og anlægsbranchens aktører debatterer og forsøger at finde nye metoder til at nedbringe CO2-udslip samt agere mere klimavenligt og - som noget relativt nyt - sikre biodiversitet.

For nogle år siden udkom et omfattende tysk studie, der blotlagde, at biomassen af flyvende insekter syd for grænsen var gået tilbage med 74 pct. over 27 år. Og effekten på den øvrige del af fødekæden er nu ved at vise sig. Danske forskere har slået fast, at billedet stort set er det samme i Danmark.

Vi nærmer os med andre ord et kollaps i vigtige økosystemer, hvis der ikke sker noget meget snart.

Derfor har Habitats og ConTech Lab, med økonomisk støtte fra Realdania, netop udgivet en ny rapport ''Biodiversitet i byggeri og byudvikling', et såkaldt inspirationskatalog, der på 119 sider gennemgår regler og rammer, og kommer med inspiration til at sikre alle arter før, under og efter byggeri. 

Økonomisk gevinst

Christina Haupt Toft, stifter af Circle Consulting, er en af forfatterne og hun fortæller, at der kan opstå økonomiske gevinster ved at tænke naturen ind i byggeri.

Det sker, fordi flere og flere udviklere af projekter, der inkluderer en mere mangfoldig natur, ved, at købere eller lejere er villige til at betale mere for brugen af området eller bygningen.

Om det også er den økonomiske gulerod, der frister, er uklart, men i de senere år er mange virksomheder og organisationer begyndt at bakke op.

Byggeriets Handletank for Bæredygtighed, med mere end 90 virksomheder og organisationer bag, har for eksempel lavet en vision, hvor alle byggerier senest i 2030 skal have et positivt bidrag til biodiversitet.

Der er kommet stigende fokus på biodiversitet i det byggede miljø fra politikere, virksomheder og bygherrer. Derfor er det afgørende, at der strategisk bliver taget stilling Christina Haupt Toft, stifter af Circle Consulting

- Og allerede i 2025 skal virksomheder kunne dokumentere deres påvirkning på det landskab, der omgiver bygningen, og fra 2027 den værdikædepåvirkning, som byggeriet har på naturen, siger Christina Haupt Toft, som har en uddannelse i circular economy & sustainability strategies fra Cambridge Universitetet og en bestyrelsesuddannelse i sustainable finance & ESG fra CBS. 

Grundige målinger

Hun har været vicedirektør i ConTech Lab og vice president i Nykredit, hvor hun var med til at udvikle strategier til nye forretningsmodeller.

- Der er kommet stigende fokus på biodiversitet i det byggede miljø fra politikere, virksomheder og bygherrer. Derfor er det mere afgørende end nogensinde, at der strategisk bliver taget stilling, at målingerne er transparente, og at rapporteringerne af påvirkningen af biodiversitet er grundige, eksempelvis gennem fælles branchemetoder. Kun på den måde kan vi få handlingsorienterede data, der skaber reel værdi for naturen, tilføjer Christina Haupt Toft.

Hun påpeger, at kun med et fælles metodiske fundament - så man ikke skal begynde forfra hver gang - kan man på sigt sammenligne data på tværs.

Og det er vel at mærke et arbejde, der også hos flere af landet store rådgivere har været i gang et stykke tid.

I oktober 2023 sagde Morten Ryberg, senior bæredygtighedskonsulent hos Sweco, til Licitationen, at et nyudviklet værktøj til beregning af biodiversitet, baseret på en LCA-regnemetode (livscyklus-analyse, red.) var lovende.

- Med værktøjet kan vi indregne den biodiversitetspåvirkning, der sker i forbindelse med ikke mindst produktion af byggematerialer. Det er en gamechanger i arbejdet inden for det område, sagde han.

168 lande bakker op

Samtidigt har bestræbelserne både tidsånden og til dels det politiske system med sig. I 2020 vedtog EU en ny biodiversitetsstrategi for 2030 sammen med en tilhørende handleplan.

Strategien skal sammenholdes med den globale Kunming-Montreal Global Biodiversity Framework-aftale, der blev indgået i Montreal i december 2020, og som fik opbakning fra 168 lande. 

Den er bundet op på forskningen fra FN's naturpanel og rummer i sin kerne et mål om stop for tab af biodiversitet og genopretning af naturlige økosystemer før 2050.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125