23948sdkhjf

Specialister i bevaringsværdige bygninger og landets fornemste adresser

Murervirksomheden OPN Enterprise er specialist i at renovere og vedligeholde historiske bygningsværker. Nichearbejdet giver udfordringer, særlige oplevelser, erfaring og lang anciennitet.

”Fredensborg, Amalienborg, Kronborg, Christiansborg, Marienborg, Frederiksborg.”

Når adm. direktør for OPN Enterprise, Karsten Lange, bladrer i kundekartoteket, namedropper han samtidig landets fornemste adresser, der slutter på ”-borg” og har royalt stjernedrys over sig.

Murervirksomheden med adresse i Ishøj er specialist i at renovere og vedligeholde fredede og bevaringsværdige bygningsværker.

”At arbejde på gamle og fredede kulturejendomme udfordrer vores håndværk og giver sjove oplevelser, fordi vi bevæger os flere hundrede år tilbage i byggetraditioner og materialevalg, som var ret anderledes dengang. Ud af det arbejde har vi fundet en niche i at lægge brændte fuger. Jeg vil vurdere, at vi udfører en stor del af de brændte fuger i København,” siger Karsten Lange.

Gartnerhuset fra 1815, der ligger i tilknytning til Sankt Hans Hospital i Roskilde, var en af de murer-antropologiske ekspeditioner tilbage i tiden. Ikke nok med at huset er over 200 år gammelt, er det bygget med den sjældne pisé-metode, som er byggeri af stampet lerjord. Gartnerhuset kan meget vel være det eneste bevarede hus herhjemme bygget med pisé-teknikken, der blev benyttet mellem 1800 og 1860.

Arbejde på gamle og fredede kulturejendomme udfordrer vores håndværk og giver sjove oplevelser, fordi vi bevæger os flere hundrede år tilbage i byggetraditioner og materialevalg. Karsten Lange, adm. direktør, OPN Enterprise

OPN Enterprise havde hoved- og hele murerentreprisen på Gartnerhuset

”Vi har jævnligt opgaver med for eksempel en byggeteknik, vi ikke har prøvet før. Gartnerhuset var også første gang med pisé-teknikken for os og gav os nye, nyttige erfaringer undervejs, som vi altid høster på de gamle bygninger. I det store hele mindede arbejdet dog meget om det, vi også udfører til hverdag. Efter vi havde renset murene og væggene af for blandt andet mange lag maling inde og ude, pudsede vi op med kalkmørtel, så alle overflader var pæne, og huset kunne ånde igen,” siger Karsten Lange.

På opdagelse i historien

OPN Enterprise har omkring 25 svende og seks lærlinge ansat. De deler glæden ved at gå på opdagelse i byggehistorien – og bevare den.

”Et kendetegn for vores folk er, at de er meget tålmodige, for vi har til tider meget pillearbejde. De er meget nysgerrige og får personlig tilfredsstillelse af at sætte deres aftryk på flotte, bevaringsværdige bygninger. De kan køre forbi de markante bygningsværker med deres børn og børnebørn og fortælle, at de været med til at vedligeholde dem. Omvendt forpligter det arbejde også, så de skal altid præstere godt, for arbejdet må ikke blive en standard-hyldevare. Derfor tager vi også lærlinge ind og uddanner dem i vores nicher, for den specialviden og erfaring lærer de ikke på skolen,” siger Karsten Lange.

Han har selv 27 års anciennitet i OPN Enterprise, tre medarbejdere har 30 års anciennitet, og næste år har en af medarbejderne været i virksomheden 40 år.

”Vi tager også mange nye ind, men det er heldigvis et gennemgående træk, at vores folk har været hos os og bliver hos os i mange år. Det skyldes, at vi arbejder med netop de her smukke, historiske og udfordrende bygninger. For os betyder ancienniteten, at vi har masser af erfaring og knowhow, som gør, at vi kan tage de til tider komplicerede nicheopgaver”.

OPN Enterprise er et af otte danske selskaber i den svenskbaserede Fasadgruppen Group AB, der er Nordens største facadekoncern.

”Vi er med i Fasadgruppen, da vi får god inspiration til ledelse og udvikling, men især fordi vi har fået en langt større berøringsflade via de andre selskaber i koncernen. Mange af søsterselskaberne arbejder ikke med fredede bygninger, men anbefaler os, så vi kan byde på opgaver, vi ellers ikke ville være opmærksomme på,” fortæller Karsten Lange.

FAKTA

Murermester Otto P. Nedergaard grundlagde virksomheden i Lyngby i 1950.

I 1967 flyttede virksomheden til nye lokaler på sin nuværende adresse i Ishøj. 

OPN Entreprise A/S er i dag en af Københavnsområdets større murervirksomheder og udfører især mureropgaver i København og på Sjælland.

OPN Entreprise er medlem af Københavns Murerlaug, DI Dansk Byggeri og BYG Garanti-ordningen.

Arbejdet på Gartnerhuset er udført i samarbejde med ERIK arkitekter.

Kilde: OPN Entreprise A/S

Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203