23948sdkhjf

Debat: Flere kvinder i malerfaget – nej tak

Det er bestemt ikke malerfaget, der har problemer med kvinderne, skriver dagens debattør 

Der skal flere kvinder ind på erhvervsuddannelserne, der skal flere kvinder ind i håndværksfagene, lyder det. 

Men Ikke fra malerfaget, slet ikke. Faktisk er op mod 50 pct. af eleverne på bygningsmaleruddannelsen ude på landets erhvervsskoler kvinder. Så det er bestemt ikke malerfaget, der har problemer med kvinderne. Hverken når det gælder søgningen eller den videre uddannelse.

Malerfaget har en meget lang tradition for at beskæftige kvinder. Faktisk er det mere end 100 år siden, helt præcist var det i 1907, at Karen Hansen blev udlært som maler i København. Det kan ingen andre traditionelle ”mandefag” hverken i Danmark eller de lande, vi normalt sammenligner os med, prale af.

Og lige siden Karen Hansen tiltrak sig de forbipasserendes opmærksomhed, når hun stod og malede vinduerne på gaderne i København, har vi i malerfaget haft historie for at beskæftige kvinder i faget.

I dag kan en gravid kvinde uproblematisk arbejde videre i sit job, indtil hun af helt naturlige årsager går fra på barsel. Det skyldes ikke mindst, at der er kommet styr på farlige tilsætningsstoffer i de malinger, vi benytter. Og gennem Arbejdsmiljøhuset kan alle medlemmer af Danske Malermestre ganske gratis få lavet en kemisk vurdering af de produkter, den gravide normalt arbejder med – og få en oversigt over, hvilket produkter og dermed opgave, hun ikke må arbejde med under graviditeten. På den måde kan arbejdsgiveren finde de opgaver, der ikke risikerer at give sundhedsmæssige problemer hverken for den gravide eller fostret.

Så ja, malerfaget har stor erfaring i at håndtere netop de gravide malersvende. Men det er ikke det eneste, vi har stor erfaring med, når det gælder vores kvindelige ansatte.

Malerfaget har som allerede nævnt gennem årene tiltrukket mange kvinder, måske fordi det også er blevet set som et kreativt fag, hvor man arbejdede med farver og rum. Og det gør vi også – men vi gør også så meget andet.

Bygningsmaleren arbejder i dag på alt fra byggerierne af de nye supersygehuse til restaureringsopgaver i fredede og bevaringsværdige bygninger overalt i Danmark – og på alt derimellem. I lighed med andre håndværksfag kan også malerfaget være fysisk hårdt og belastende for kroppen.

Men vi har hjælpemidler, der gør, at alle kan være med, også når det begynder at blive tungt.

Så lad mig slå en ting helt fast: Et nej tak til flere kvinder i malerfaget, skal naturligvis ikke tages bogstaveligt. Det er så afgjort sagt med et glimt i øjet! Vi er oprigtigt glade for alle de kvinder, der vil vores vej og et arbejde som bygningsmaler. Det er så afgjort et ja tak – til alle de piger og kvinder, drenge og mænd, der vil arbejde sammen med os.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14