23948sdkhjf

Nu køber lærlingen maskiner af sin læremester

Der står det samme navn på de maskiner, som årligt håndterer 400.000 ton materialer i nordvestjyske grusgrave. Forklaringen går årtier tilbage

I 2024 er det 30 år siden, at Jesper Agesen forlod værkstedet, hvor han var i lære som entreprenørmaskinmekaniker. I stedet startede han som vognmand, og siden overtog han sammen med sin mor og søster Sårup Grusværk efter faderen. Familie-trekløveret driver fortsat grusværket ved Hanstholm - med mor som direktør.

På lærepladsen hos Nordisk Entreprenør Materiel skruede han i Komatsu-maskiner. Forbindelsen til mærket er intakt den dag i dag, og Jesper Agesen er stamkunde hos Scantruck, dansk importør af Komatsu-entreprenørmaskiner.

Faktisk står der skrevet "Komatsu" på alle de læsse- og gravemaskiner samt rendegravere og dumpere, der kører i en af familiens grusgrave.

Kræver muskler

- I løbet af et år håndterer vi i omegnen af 400.000 ton materialer, forklarer Jesper Agesen i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Og det er en specialitet, der graves ud og læsses på lastbilerne. Sårup Grusværk er nemlig et af de ganske få steder med nærmest ekstremt hvid flint, som selskabet Luxol brænder i højovne ved temperaturer op til 1200 grader.

Det kræver maskiner med masser af kræfter at flytte rundt på og læsse de store mængder, der sendes ud fra det nordvestjyske grusværk. 13 af de store maskiner er gule Komatsu’er. Tre er lysegrønne fra irske McCloskey, som Scantruck også er dansk importør af.

Her er alt Komatsu

- Vi har også en anden grav 10 km herfra, og i alt har vi otte læssemaskiner, tre gravemaskiner, en rendegraver og en dumper. Og der står altså Komatsu på dem alle sammen, siger Jesper Agesen.

Den første Komatsu fik familiefirmaet i 1984. Seneste tilføjelse til maskinparken er netop kommet til, naturligvis med det blå logo: En 27.500 kg tung Komatsu WA480-8 til grusværket få kilometer sydøst for Hanstholm. 

Leverandøren var Scantruck med Jesper Agesens gamle læremester fra 30 år siden, Poul Erik Nielsen, som afsender.

Da Jesper Agesen stod i lære, var det hos den daværende Komatsu-importør, Nordisk Entreprenør Materiel, som siden blev til KFD, før Scantruck overtog mærket. Og dengang var Poul Erik Nielsen montør hos KFD. I dag er han key account manager for Komatsu hos Scantruck og sælger altså maskiner til sin tidligere lærling.

Sårup Grusværk

Virksomheden har eksisteret siden sidst i 1960’erne. De har udgravningsområder flere forskellige steder i Thy, men kun ved Sårup indvindes flint.

98-99 pct. af Sårup Grusværks produktion er blå flint, som bliver kridhvid, når den brændes. Det gøres af firmaet Luxol  i højovne ved temperaturer op til 1200 grader. Firmaet er kendt for den hvide granit, som blandt andet bruges til produktion af keramik, men også til beton, asfalt, vejmarkeringer og industrigulve.

Sårup Grusværk ApS er ejet af familien Agesens holdingselskab.

Kilde: CVR og Sårup Grusværk

Artiklen er en del af temaet MXtra - Maskin- og materiel.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142