23948sdkhjf

Fagforbund er på vej med millionkrav mod udenlandsk entreprenør på supersygehus

Ifølge Blik- og Rørarbejderforbundet tegner der sig et "skræmmende billede af svindel"

Italiensk vvs-arbejder har med hjælp fra Blik- og Rørarbejderforbundet fået efterbetalt 161.000 kr. for arbejde på Nyt OUH.

Den 54-årige håndværker var på byggeriet i løbet af 2022 og 2023 og arbejdede her for den nu forhenværende entreprenør på det fynske supersygehus, Euroimpianti Denmark. 

Det skriver DR

Personlig ind- og udtjekning i en port på byggepladsen afslørede langt længere arbejdstider end de 37 timer, Pasquale Cozzolino blev betalt for. 

Sagen har fået Blik- og Rørarbejderforbundet til at undersøge såvel lønsedler som tidsregistreringer fra porten for de øvrige 35 ansatte i firmaet, og fagforbundet er nu på vej med et millionkrav på den gode side af 2,5 mio. kr. mod netop Euroimpianti Denmark. 

Ifølge Carsten Duus, næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet kreds Fyn/Jylland, tegner der sig et "skræmmende billede af svindel".

- Pasquales kolleger har generelt haft de samme lange arbejdsdage og arbejdet om lørdagen, men deres lønsedler siger også 37 timer og intet arbejde om lørdagen. Det er helt hen i vejret – især på et offentlig milliardbyggeri. Det er underligt, at det ikke er fanget i en kontrol, siger han til DR.

Euroimpianti Denmark har ikke ønsket at kommentere over for mediet.

"Det skal afklares"

Pressetalsmand for den italienske totalentreprenør på Nyt OUH, Christian Lemvigh, oplyser i en skriftlig kommentar til DR, at de ikke kan kommentere på verserende sager. Men han afviser, at der foregår systematisk snyd.

- For at sikre, at reglerne (på det danske arbejdsmarked, red.) overholdes, kontrollerer OHPT’s (Odense Hospital Project Team, red.) hr-afdeling løbende underleverandørerne. Vores egenkontrol er suppleret af regionens kontrol. Vi er derfor sikre på, at der ikke sker systematiske overtrædelser på byggepladsen, skriver han til DR. 

Kontrollen med arbejdsvilkårene mener Kenneth Holm, projektdirektør på Nyt OUH, er god nok. Men:

- Hvis der er yderligere sager (udover Cozzolino-sagen, red.), skal vi selvfølgelig have det afklaret. Hvis der er flere mennesker, der ikke har fået betaling, som de burde have, så skal vi have det op i lyset, og så skal vi have det håndteret, siger Kenneth Holm til DR. 

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141