23948sdkhjf

Blød jord: Nyt Aarhus-stadion risikerer flere måneders forsinkelse

Undersøgelser af jorden i stadionområdet har vist, at dele af det nuværende stadion står på såkaldt ikke-bæredygtige jordaflejringer

Skurbyen er sat op, men inden maskinerne kan gå i gang, skal det sikres, at nabobygningen Stadionhallerne og det nye stadion i Aarhus kan stå sikkert på sit fundament.

Det skriver Kongelunden i en pressemeddelelse. 

Her lyder det, at det har vist sig en større og mere tidskrævende opgave end først antaget. Og at projektet i værste fald kan blive forsinket i op til fem måneder.

Undersøgelser af jorden i stadionområdet har nemlig vist, at dele af det nuværende stadion står på såkaldt ikke-bæredygtige jordaflejringer. Det gælder blandt andet hovedtribunen på det nuværende stadion, som i dag er sammenbygget med bagsiden af Stadionhallerne, og som efter planen bliver taget ned som det første i nedrivningsprocessen.

Løsningen er at etablere en sekantpælevæg for at stabilisere den historiske bygning. Herefter kan man ifølge kommunen fjerne de bløde og ikke-bæredygtige jordlag ved Stadionhallerne og hovedtribunen.

"Der er tale om en velkendt, men tidskrævende manøvre, som derfor også i værste fald kan forsinke stadionbyggeriet i op til fem måneder. Projektet holdes fortsat inden for den fastsatte økonomiske ramme", lyder det i pressemeddelelsen.

Senest er det kommet frem, at regningen for det nye stadion er reguleret til 741 mio. kr. Oprindeligt lød prisen på 650 mio. kr.

Den ansvarlige vej

- Vi er selvfølgelig ærgerlige over en eventuel forsinkelse af projektet, det havde vi helst været foruden. Men i det perspektiv, at vi kan fremtidssikre den markante røde bygning Stadionhallerne med stor kulturhistorisk værdi for vores by og det fantastiske stadion, vi lige nu skriver ny historie ved at opføre, så er det den eneste ansvarlige vej at gå, siger Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), der er formand for projektets styregruppe.

Ifølge den nuværende tidsplan skal det nye stadion stå klar til første kamp i midten af 2026.

"Det er fortsat forventningen, at stadion bliver færdigt i løbet af 2026", fremgår det. 

Fodboldklubben AGF spiller sine hjemmekampe på det nuværende stadion i hele 2024. Det mens både nedrivningen af hovedtribunen og sikringen af jordbundsforholdene står på. Derefter flytter klubben midlertidigt sine kampe til Vejlby.

Det nye stadion er tegnet af Zaha Hadid Architects fra London og får plads til 22.000 siddende tilskuere og op til 24.000 tilskuere i alt. A. Enggaard er hovedentreprenør på projektet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188