Teglkoncern indgår nyt samarbejde: Vil løfte marked fra promille til procent
Teglkoncernen Randers Tegl vil sætte yderligere fart på salget af genbrugssten og forretningen i virksomheden Genbrugssten via strategisk og kommercielt samarbejde. Firmaet i Brønderslev har siden 2017 specialiseret sig i genbrug af mursten.
- Vi har fulgt udviklingen inden for genbrug af mursten og mener, at det er den helt rigtige vej at gå, siger adm. direktør Thomas Piper fra Randers Tegl i en pressemeddelelse.
- Når en murstensbygning fra eksempelvis 1950’erne nedrives, bliver stenene ofte blot nedknust og brugt som vejfyld. Det er helt unødvendigt, da en stor del af stenene kan genbruges og finde vej til nye byggerier. Den udvikling vil vi gerne sætte yderligere fart på, uddyber han.
Potentialet for det nye samarbejde mellem Randers Tegl og Genbrugssten er stort, og de to virksomheder har en fælles målsætning om at løfte markedet fra promille til procent.
Salg og genbrug
Via samarbejdet videresælger Randers Tegl produkter fra Genbrugssten, som dermed får adgang til en langt større målgruppe:
- Det løfter med ét vores kommercielle afsætningsmuligheder til et helt nyt niveau, og det giver os mulighed for at koncentrere os om det, vi er bedst til – nemlig at købe brugte mursten og at rense og klargøre dem til genbrug, siger adm. direktør Steen Madsen fra Genbrugssten.
Genbrugssten er ikke et billigt produkt. En genbrugt mursten koster typisk lidt mere end en ny, men er blevet populært særligt blandt arkitekter og andre, der ønsker at nedbringe byggeriets CO2-udledning og skabe et særligt æstetisk udtryk.
En del af de mursten, som Genbrugssten får ind, er beskadigede og kan ikke genbruges. Derfor har Randers Tegl og Genbrugssten lavet en tillægsaftale, der indebærer, at Randers Tegl genanvender de mursten, der ikke kan genbruges. Det foregår på Hammershøj Teglværk, hvor de kasserede mursten nedknuses og indgår i produktionen af nye sten.
Udfordret af byggeteknik
Genbrugsstens rensemaskine fjerner mørtel fra stenene, hvorefter der foretages en håndsortering
- Cowi har lavet beregninger, der estimerer, at der nedrives bygninger med tilsammen cirka 40 mio. mursten om året. Udfordringen er dog, at de danske byggeteknikker ændrede sig fra 1960’erne og frem, hvor man begyndte at anvende mørtler med langt mere cement, og det er meget vanskeligt at afrense med vores maskiner i dag, forklarer Steen Madsen og tilføjer:
- Det er dog et område, vi arbejder på at finde nye løsninger for, så vi fremadrettet også kan genbruge sten fra byggerier efter 1960’erne.
Genbrugssten og Randers Tegl
Genbrugssten ApS
Genbrugssten ApS i Brønderslev er ejet af Cirkulær Nord Fonden, der er en nonprofitorganisation med en mission om at fremme bæredygtige jobmuligheder og investere overskuddet i nye og spændende bæredygtige projekter.
Randers Tegl A/S
Randers Tegl har fem produktionsenheder i Danmark og en i Tyskland. Randers Tegl-gruppen, der har hovedkontor i Aalborg, har 300 ansatte og en årlig omsætning på cirka 650 mio. kr.
Randers Tegl har salgsselskaber i Sverige, Tyskland, Norge og henter mere end 50 pct. af sit samlede salg fra eksport.