23948sdkhjf

Licitationen mener: Lovlydige virksomheder taber opgaver til brodne kar

Fremmedarbejdere, udenlandsk arbejdskraft, migrantarbejdere. Kært barn har mange navne. Uanset, hvad man vælger at kalde de mennesker, som søger til Danmark for at arbejde, så skal det ske på lige vilkår med dansk arbejdskraft. Både i forhold til løn og til arbejdsvilkår. Men sådan er det ikke, viser en rapport fra Aalborg Universitet. Trusler, forskelsbehandling, løndumping, enormt arbejdspres, dårligt arbejdsmiljø og mørklægning af arbejdsulykker er således hverdag for mange af de stadig flere udenlandske bygningsarbejdere i Danmark.

Nu er det ikke sådan, at man som migrantarbejder i Danmark kan være sikker på blive behandlet dårligt. Langtfra. De fleste danske virksomheder har styr på både løn og arbejdsmiljø.

De lovlydige virksomheder kan så af og til opleve at blive underbudt eftertrykkeligt af virksomheder, hvor man ser stort på reglerne, og hvor man har mange migrantarbejdere. Løndumping, tilsidesættelse af arbejdsmiljøregler og manglende anskaffelse af hjælpemidler til krævende og farlige opgaver er nemlig en del af disse virksomheders forretningskoncept. Det styrker deres konkurrenceevne over for de lovlydige virksomheder, som altså må se opgaverne gå til virksomheder, som snyder på vægtskålen.

Bygherreforeningen viser vejen og kræver en national indsats på området, mens beskæftigelsesminister Ane Halsbo-Jørgensen udtrykker forargelse over forholdene. Det er ikke nok. Ministeren skal træde i karakter hurtigst muligt og få stoppet de brodne kar. Alt andet er uanstændigt.

Artiklen er en del af temaet Lederen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173