Lederen
Fællesnævneren for at skabe et mere bæredygtigt byggeri synes i stigende grad udelukkende at kredse om C02-reduktion. Den generelle opfattelse er altså, at bæredygtige byggematerialer er de produkter, som har de laveste CO2-aftryk.
Når den grønne omstilling har fokus på netop CO2-aftryk, så skyldes det naturligvis, at det er et erklæret politisk verdensmål at reducere udledningen af CO2. Det skyldes også, at det er muligt i, hvert fald i store træk, at opstiller et CO2-regnskab for de produkter, materialer og maskiner som anvendes i byggeriet.
Derfor er det paradoksalt, at man herhjemme, i modsætning til en række lande omkring os, ikke i fuldt omfang har godkendt anvendelsen af slaggebeton og -cement (højovnsslagger), som omtalt her i avisen forleden. Det skulle angiveligt fra dag til dag kunne give meget store CO2-besparelser.
Det er tilsyneladende S 328-udvalget i Dansk Standard, som hæmmer udbredelsen af slaggebeton ved at kræve bestemte testprocedurer opfyldt. Det er en procedure, som udvalget også kræver af andre produkter. Her er fokus altså ikke på CO2-aftryk, men bl.a. på en række tekniske funktionskrav i forhold til den danske betonstandard. Det er langt hen ad vejen også sådan det må være. Lige nu. Men det må ændres. Hurtigt.
Sagen om slaggebeton er nemlig endnu et eksempel på, at byggeregler og standarder mangler grøn jordforbindelse og ikke er på omgangshøjde i forhold til at fremme det bæredygtige byggeri, men tværtimod spænder ben for udviklingen. Det er et vaskeægte paradoks.