23948sdkhjf

Unicon hælder 40.000 kubikmeter beton under elnettet

Der skal bruges forskellige typer beton til de mange hundreder af mastefundamenter på strækningen, der løber 180 km fra Tønder til Holstebro

Betonproducenten Unicon skal levere op mod 40.000 kbm beton, når det statslige selskab Energinet om kort tid begynder opgraderingen af eltransminisionsnettet på en 180 km lang strækning mellem Tønder og Holstebro i Vestjylland.

Som del af projektet skal der støbes cirka 430 mastefundamenter med omkring 200 meters mellemrum. Hvert fundament kræver cirka 70 kbm beton, hvilket svarer til otte fyldte betontrailere. Og da mastefundamenterne primært er placeret på marker, skal der bruges intet mindre end 70.000 køreplader til at realisere projektet.

Unicon forventer at påbegynde leverancerne af beton til projektet i november 2023, og der ventes at blive støbt 7-8 mastefundamenter om ugen.

Den store geografiske spredning af mastefundamenterne bringer adskillige af Unicons fabrikker i Jylland ligeledes i spil.

- Vi råder over 33 fabrikker i hele Danmark, og vores udbredte lokale tilstedeværelse med fabrikker hele vejen langs den jyske vestkyst spiller også en stor rolle i dette tilfælde, hvor vi dermed er sikret en kort afstand til alle projektets etaper og herved levering med lavest mulige miljøpåvirkning, siger adm. direktør Casper Mathiasen fra Unicon i en pressemeddelelse.

Forskellige typer beton

Størstedelen af de 40.000 kbm beton leveres af en såkaldt CO2-reduceret type, kaldet UNI-Green. Det giver ifølge Unicon en CO2-reduktion på cirka 34 pct. sammenlignet med anvendelsen af konventionel anlægsbeton, som udbudsmaterialet oprindeligt lagde op til.

- Alle de dele af fundamenterne, der befinder sig under jorden i det, man betegner som moderat miljøpåvirkning, kan støbes med UNI-Green, forklarer Allan Dahl, der er sales manager hos Unicon.

- Den resterende lille del af fundamenterne, der står over jorden, støbes med anlægsbeton, tilføjer han.

Derfor opgraderes elnettet

Behovet for at forstærke højspændingsnettet i Vestjylland skyldes, at produktionen af vedvarende energi i Danmark er stærkt stigende, og frem mod 2040 forventes en betydelig udvikling i mængden af både solcelleanlæg og havvindmøller.

En væsentlig del af den vedvarende energi forventes produceret i Vestjylland og Nordsøen, og derfor skal kapaciteten i eltransmissionsnettet nu udvides.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111