Betonproducent udvider kapaciteten med spritny fabrik

Unicons betonfabrik i Ejby ved Glostrup har i flere år kørt på fuld kapacitet. Den store betonproducent har taget konsekvensen og opført en helt ny fabrik på stedet, hvor virksomheden har drevet betonværk siden 1970.
Udvidelsen skal imødekomme den forventede stigning i byggeaktiviteten i Storkøbenhavn.
- Vi forventer en markant stigning i byggeaktiviteten i hovedstadsområdet, og derfor er det afgørende, at vi nu har en opgraderet og topmoderne fabrik, som både kan servicere lokale projekter og store byggepladser i Storkøbenhavn – uanset om kunderne ønsker at afhente selv eller få det leveret, udtaler produktionsdirektør Tim Askjær fra Unicon i en pressemeddelelse.

Udover nye produktionsfaciliteter er den fabrikken udstyret med flere nye siloer, som gør det muligt at producere både traditionel beton og beton med op til 25 pct. lavere CO2-aftryk.
Leverancer til Nordhavnstunnelen
Hele fabriksområdet fået støbt ny belægning, der opsamler regnvand og vand fra vask af betonbilerne, som efterfølgende kan genanvendes i betonproduktionen.
Samtidig er fabrikken nu i stand til at producere beton med genanvendt tilslagsmateriale i form af nedknust beton fra nedrivningsprojekter i København.
- Med opgraderingen af fabrikken kan vi fastholde og udvide vores tilstedeværelse i lokalområdet, samtidig med at vi styrker vores kapacitet i hele hovedstaden, siger Tim Askjær.
Unicons nye fabrik skal blandt andet spille en rolle i forbindelse med leverancer til byggeriet af Nordhavnstunnelen og andre infrastruktur- og boligprojekter i Storkøbenhavn.
Unicon har 33 fabrikker og mere end 400 medarbejdere fordelt i hele landet. Selskabet er en del af Aalborg Portland Holding, som er ejet af italienske Cementir Group.