MT Højgaard-koncernen har længe kæmpet med at tjene penge på sine internationale aktiviteter, og nu har entreprenørkæmpens ledelse trukket en streg i sandet.
Derfor skal de sidste udenlandske aktiviteter i Nordatlanten sælges, og forretningsenheden MT Højgaard International endegyldigt afvikles.
Koncernchef Henrik Mielke forklarer i forlængelse af fredagens meddelelse, at beslutningen er truffet på baggrund af en strategi om, at kapitalen skal flyde derhen, hvor den giver det størst mulige afkast.