HL23: Strålende sol og masser af gæster

Da startskuddet til Have og Landskab 2023 gik kl. 09, blev portene hurtigt lukket for folk, der lige skulle have det sidste ind på standene, inden det gik løs. Hurtigt blev adgangsteltene fyldt med folk, der skulle have sat billetten ind i en plastfolder og hængt om halsen. Og så var det ellers med at komme rundt og kigge, og der blev forbavsende hurtigt livlig trafik på gangene og på standene.
I maskinparken var 100 udstillere klar med blokken til at skrive ordrer ned, men ikke mindst også til at snakke over en kop kaffe.
Miniforelæsninger
Dagen bød på fantastisk vejr, og så byder netop Have & Landskab sig virkeligt til. Udviklingstendenserne går mod elektriske maskiner, og det kunne tydeligt ses rundt på standene, hvor udstillerne havde sat de elektriske maskiner forrest. Og den grønne sektor er nok den sektor, der er længst fremme, fordi maskinerne trods alt er overskuelige i størrelse, og derfor er det her, at elektricifiseringen går hurtigst.
Have & Landskab besøges normalt af flere tusinde gæster over de tre dage, og folk strømmer til fra hele landet i busser. Messen bruges både som et fagligt input for ledere og medarbejdere i den grønne sektor, men også som et socialt element, hvor man lige tager en udflugt i den travle hverdag.
Messen byder på en række miniforelæsninger, og der uddeles en innovationspris til de mest innovative nye maskiner.