23948sdkhjf

Kommune politianmelder byggefirma

Vejle Kommune har tidligere talt med store bogstaver og politianmelder nu Materiel Selskab ApS i forbindelse med byggeri i Gives tidligere sygehus

Efter to standsningspåbud har Vejle Kommune besluttet at politianmelde Materiel Selskab ApS, der står for at indrette cirka 100 lejligheder i Gives tidligere sygehus. 

Firmaet står for ombygningen for brødrene Kristian og Peder Blak, der også er kendt som ejere af barkæden Old Irish Pub.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad. 

- Det er nu anden gang, at vi skrider ind overfor bygherren og udsteder et standsningspåbud på byggeriet. Vi har tidligere talt med store bogstaver, da vi opdagede, at håndværkerne arbejdede løs uden de nødvendige tilladelser, men det har åbenbart ikke været nok. Så nu har vi gjort det helt tydeligt og har politianmeldt selskabet, oplyser Lars Buksti, chef for Vejle Kommunes afdeling for Plan, Byg & Miljø, til det lokale medie.

Han fortæller, at kommunen før sommerferien var på besigtigelse på byggepladsen, og at de her blandt andet observerede, at der var foretaget ændringer på bærende konstruktioner uden tilladelse.

Materiel Selskab ApS har over for Vejle Amts Folkeblad tidligere oplyst, at de første lejligheder i projektet er tæt på at være færdige til indflytning.

Men Lars Buksti fortæller, at han ikke kan sige noget om, hvorvidt byggeriet i det tidliere patienthotel kan godkendes. 

- I værste fald kan selskabet risikere at få at vide, at det hele skal bygges om igen. Når man bygger uden en byggetilladelse, er det den risiko, man løber. Vi skal som kommune kunne stå inde for, at et byggeri er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og det kan vi ikke på nuværende tidspunkt, siger han til Vejle Amts Folkeblad.

Kommunen og byggeselskabet skal holde møde senere på måneden.

Vejle Amts Folkeblad har forsøgt at få en kommentar fra drifts- og kvalitetssikringschef i Materiel Selskab ApS, Michael Augustinussen, men uden held.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094