23948sdkhjf

Gravearbejde mistænkt for at stå bag mørkt og ildelugtende badevand med giftige tungmetaller

Danmarks Naturfredningsforening mistænker i et høringssvar Lynetteholmprojektet for at være årsag til forhøjet værdi af tungmetaller i Charlottenlund Søbad

Badevandet ved Charlottenlund Søbad var sidste år i januar mørkt og ildelugtende, og prøvesvar viser, ifølge Danmarks Naturfredningsforening, at det også havde for høje værdier af bly, kviksølv, nikkel og zink.

Vandprøverne blev taget efter udgravningen af første fase af Lynetteholm var startet, og organisationen mener, det kan stamme fra anlægsprojektet.

Det fortæller bestyrelsesmedlem i Danmarks Naturfredningsforening, Lea Gram Jacobi til TV2 Kosmopol.

- Vi kan ikke sige klokkeklart, hvor det kommer fra, men det kunne være fra gravearbejdet med Lynetteholm, udtaler Lea Gram Jacobi til mediet.

Det har fået organisationen til at indgive et høringssvar med deres bekymring til den supplerende miljøkonsekvensrapport for Lynetteholm, hvor den offentlige høring netop er afsluttet. Organisationen mener, man bør føre mere tilsyn med tungmetaller i badevand.

Lige sådan udtrykker Gentofte Kommunes borgmester, Michael Fenger fra Det Konservative Folkeparti, overfor mediet, at han er "ret sikker" på, at forureningen stammer fra Lynetteholmprojektet.

Overfor TV2 Kosmopol har hverken bygherre By & Havn eller Trafikstyrelsen, der er myndighed for behandlingen af høringen, ønsket at deltage i et interview.

Badevandet ved Charlottenlund Søbad lader dog til, ifølge TV2 Kosmopol, at være rent igen, konstaterer mediet ud fra vandprøver fra september sidste år.

Ændring af anlægsmetode

Den netop afsluttede høring handler om den supplerende miljøkonsekvensrapport, som var påkrævet at blive udarbejdet efter et flertal i Folketinget sidste år blev enige om, at man skulle stoppe med klapning af det havbundsmateriale, som man graver op i forbindelse med anlæggelsen af Lynetteholm, og som man i første omgang klappede i Køge Bugt.

I forbindelse med at man ændrede anlægsmetoden til at indbygge det opgravede materiale i den opbyggede stendæmning i stedet for, skal metoden ifølge lovgivningen igennem en ny høringsproces.

Første fase af anlægsarbejdet er afsluttet i marts i år. Det er den første lille del af stendæmningen, der er færdig, og den er nu klar til, der kan fyldes jord i. 

Næste fase af Lynetteholm-projektet skal efter planen begynde til efteråret.

Artiklen er en del af temaet Lynetteholm.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142