EKJ bidrager til at ombygge Hellig Kors Kirkes krypt på Indre Nørrebro
Hvordan forvandler man en historisk krypt under en 1800-tals kirke til et moderne og inkluderende samlingssted for fællesskab, diakonalt arbejde og livsbegivenheder? Det spørgsmål er udgangspunktet for et nyt projekt i Hellig Kors Kirke, hvor EKJ er underrådgiver på ingeniørydelserne i samarbejde med totalrådgiver Cornelius Vöge.
Projektet er initieret af Menighedsrådet i Blågårdens Sogn, og ombygningen af kirkens krypt skal give nyt liv til de store, uudnyttede rum under kirken. Visionen er at skabe en fleksibel og stemningsfuld menighedssal, der kan rumme alt fra bespisning og arrangementer til frivilligt arbejde og lokale fællesskaber – med særlig vægt på social bæredygtighed og rummelighed.
“Det er en både teknisk kompleks og meningsfuld opgave, som vi i EKJ er stolte over at være en del af. Vi glæder os til at bidrage med vores ekspertise og til at samarbejde med Cornelius Vöge og de øvrige aktører,” siger projektleder Rasmus Joakim Helweg-Pedersen fra EKJ.
Ombygningen sker med afsæt i et idéoplæg fra bygherrerådgiverne LETH & GORI og i tæt samarbejde med 360 Brandrådgivning, Claus Riis Akustik og lysdesigner Jesper Kongshaug.
En kirke med hjertet i byen
Hellig Kors Kirke ligger som et markant vartegn for enden af Korsgade på Indre Nørrebro. Kirken er fra 1890 og spiller en vigtig rolle i både det kirkelige og kulturelle liv i området – også som natherberg i vinterhalvåret. Kryptprojektet skal gøre kirkens rum mere åbne, inkluderende og tilgængelige – også for de mennesker, der ofte falder udenfor fællesskaberne.
EKJ’s rolle i projektet
Som underrådgiver på ingeniørydelserne har EKJ ansvar for en lang række tekniske løsninger, herunder:
- Nye adgangsforhold med trappe og lift
- Sænkning af dækket i kælderen for at skabe mere loftshøjde
- Nye installationer
- Nye toilet- og badefaciliteter
- Produktionskøkken og spisesal
- Personale- og værkstedsfaciliteter
- Skur til teknik og affald
- Bearbejdning af udearealer, herunder åbning mod den tilstødende have
”Løsningerne skal gennemføres med respekt for kirkens arkitektur og historie og med fokus på bæredygtighed og cirkulær økonomi. Det indebærer blandt andet, at vi skal genanvende materialer og vælge nye med omtanke,” siger Rasmus Joakim Helweg-Pedersen.
En ramme for fællesskab og frivillighed
Når projektet står færdigt, vil krypten kunne danne ramme om årstidsfejringer, livsbegivenheder og sognearrangementer – men også om hverdagens uformelle møder og diakonale arbejde. Hellig Kors Kirkes krypt skal være et sted for både menigheden og alle, der har brug for et sted at være.
De nye kirkefaciliteter skal stå klar 2028.
Ledig job i EKJ: Konstruktionsingeniør med faglederansvar