23948sdkhjf

Danmarks almene boligsektor tager bæredygtig ansvar

| Medlemsnyhed | Indrykket af Molio

Med 14.000 bygninger og 1 mio. beboere kan den bæredygtige udvikling virkelig gøre en forskel i den almene boligsektor. Få et indblik i hvordan, når vi opsummerer et par af de væsentlige pointer fra Molios netop afholdte konference om Almene Boliger.

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek ’elsker’ almene boliger, hvilket han igen proklamerede på sin Facebook-profil for nylig. ’Kærligheden’ bekræftede han i sit oplæg - om den almene boligsektors mulighed for at påvirke den bæredygtige dagsorden og udvikling i byggeriet, som han afholdt i forbindelse med sit besøgt på Molios konference, Almene Boliger 2021, i HUSET Middelfart mandag den 23. august 2021.

Oplægget handlede primært om Regeringens strategi for bæredygtigt byggeri, og blandt andet om de kommende bæredygtighedsklasser, hvor bl.a. CO2-udledning skal måles per kvadratmeter. Målet med de foreløbigt fastsatte udlednings-niveauer er at få hele branchen og alle i byggeriet med, forklarede Kaare Dybvad Bek blandt andet.

Ud over Indenrigs- og boligministerens besøg, bød Almene Boliger 2021 også på flere faglige oplæg om det almene byggeris rolle i den bæredygtige udvikling.

Klimagevinster i almene renoveringer
Bent Madsen, administrerende direktør i BL – Danmarks Almene Boliger siden 2010, fortalte på konferencen Almene Boliger 2021 om de mange gevinster, der er ved klimarenovering i det almene:

- Da man indgik den grønne boligaftale i 2020, stod over 70.000 almene boliger i kø til renoveringsstøtte. En væsentlig del af køen består stadig af bygninger af ældre dato, og 2/3 af renoveringsprojekterne vedrører klimaskærmen, hvor en tæt forsegling rummer store energibesparelser, sagde han blandt andet.

Bent Madsen fortalte også om det nye grønne støttekriterium og regulativ for renoveringsstøtteordningen i Landsbyggefonden (LBF), hvor sager med energibesparende og grønne klimatiltag fremover får højere prioritet i støttetildelingen - ud fra devisen om, at trang og grønne tiltag skal gå hånd i hånd:

- Ydermere lancerer LBF et nyt register, DCAB – Dansk Centralt Alment Bygningsregister, der skal synliggøre bygningernes vedligeholdelsestand og understøtte et passende henlæggelsesniveau og effektiv bygningsdrift. Alt i alt tiltag, der skal sikre en mere bæredygtig almen bygningsmasse for fremtiden.

Ny erhvervsklynge fremmer bæredygtig innovation
Danmarks nye erhvervsklynge for byggeri og anlæg hedder WE BUILD DENMARK, og her er virksomheder, organisationer og forskning samlet om udviklingen af byggesektoren for at fremme innovation, produktivitet, eksport og vækst.

Martin Manthorpe, direktør for Strategi, Forretningsudvikling og Public Affairs i NCC, er valgt som bestyrelsesformand for klyngen, der pt. omfatter 4 - snart 5 - hubs og over 320 medlemmer, fortalte han på Almene Boliger 2021:

- I sit seneste interview udtalte Obama, at verdens to største kriser er social ulighed og klimaet. Begge dele har den almene boligsektor stor indflydelse på i Danmark. Fordi sektoren er med til at skabe et socialt bæredygtigt, bygget miljø – og fordi det almene med sine en million beboere og 14.000 bygninger reelt kan gøre en klimamæssig forskel, siger han og fortsætter:

- Når vi i WE BUILD DENMARK tilbyder aktiviteter, netværk og rådgivning indenfor bl.a. bæredygtigt byggeri og cirkulær økonomi, digitalisering og automatisering, intelligente bygninger mm., taler det i den grad til den almene sektor, der til gengæld kan bidrage med stor skala, viden, infrastruktur og ansvarstagen, siger Martin Manthorpe.

Husk kvaliteten i det bæredygtige byggeri
Jens Dons er teknisk chef i Byggeskadefonden, og han slog i sit indlæg på Almene Boliger 2021 på tromme for, at byggebranchens aktører tænker byggeteknisk kvalitet og holdbarhed parallelt med bæredygtighed og cirkulært byggeri:

- Svigt i byggeriet går ud over alle, fordi udbedring både er spild af tid og ressourcer. To ting, der påvirker den klimamæssige situation. Derfor er det vigtigt, især i den almene sektor med sin store skala, at vi bygger og renoverer byggeteknisk korrekt og holdbart i bæredygtighedens navn. For skal vi udbedre nybyg eller renoveringer igen om få år – ja, så er vi lige vidt.

Almene boliger igen om et år
Bo Riisbjerg Thomsen er Udviklingskonsulent i Molio og manden bag Almene Boliger 2021. Han melder om lutter positive tilbagemeldinger og arbejder allerede nu med at få fastsat en dato for næste års konference om almene boliger:

- Den almene sektor er i en rivende udvikling, og de umiddelbare tilbagemeldinger er, at man var særligt glade for indlægsholdernes faglige perspektiver. I en tid med store omstillinger, er der behov for en stærk faglig indsats, som koordineres mellem branchens mange aktører, og derfor er konferencen særlig vigtig i en tid, hvor bæredygtighed i byggeriet er det vigtigste værktøj til at indfri klimamålene, siger Bo Riisbjerg Thomsen.

Se en liste over alle bøger om almene boliger.

 

Tilmeld dig Molios nyhedsmail og få relevante nyheder fra bygge- og anlægsbranchen direkte i din indbakke. 


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Molio

Lyskær 1
2730 Herlev
Danmark
Molio

Send til en kollega

0.11