23948sdkhjf

Nyuddannet kvindelig VVS-montør: ”Mandefag er en skrøne"

| Medlemsnyhed | Indrykket af John Jensen A/S, VVS Installationer

En håndværker behøver ikke være to meter bred over skuldrene. Der er opgaver til alle – både brede og smalle, fastslår Janni Hiltunen, der som eneste kvindelige VVS-lærling netop har indløst læretidens svendebrev i John Jensen VVS

- Kvinde eller mand: Man kan, det man vil, og det man har lyst til. Mandefag hører fortiden til som håndværkets traditionsbundne myte uden hold i dagens arbejdsmarked, hvor der er brug for alle.

Det er Janni Hiltunen, nyudlært VVS-montør i John Jensen VVS, der gør op med fordomme om, at håndværksfag er mandefag.

- Selvfølgelig rammer man ind i nogle tunge løft, som kræver lidt brede skuldre og fysisk styrke, men lige så tit er der brug for smidighed til at løse en opgave dybt inde i et snævert skab. Derfor er det også i håndværksfagene forældet at tale om mand eller kvinde.

’Det handler om faglige kompetencer’

 - Det handler om faglige kompetencer og gensidig respekt i en hverdag, hvor vi på tværs af kønnene supplerer hinanden og skaber nye synergier ved at udnytte de fysiske forskelle til at løse opgaverne, udtaler HR-chef Heidi Hamann og konkluderer:

- Sammen kan vi mere, og der er plads til mange flere. Alle undersøgelser viser, at håndværksfagene kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft for at matche mængden af opgaver. Håndværket har brug for kvinderne, og jeg håber, at vi i årene frem får gjort op med håndværkets forældede, kønsopdelte traditioner blandt både kvinder og virksomheder.

Afslag på afslag og en stærk gevinst

Janni Hiltunen, der bestod svendeprøven med udmærkelse for et projekt med gasinstallation og fremføring af brugsvand i et sommerhus, lægger ikke skjul på stolthed over at fortsætte læretiden i John Jensen VVS med et fast job som VVS-montør i firmaets forsikringsafdeling – et ønskejob, som hun inden læretiden var tæt på at opgive drømmen om.

- Det så ellers ret umuligt ud. Jeg opsøgte virksomheder på VVS-messer, sendte utallige uopfordrede ansøgninger på mail og afleverede personligt mere end 70 ansøgninger, men hver gang var resultatet et afslag på den læreplads, som jeg så brændende ønskede mig.

- Jeg var så tæt på at opgive, da en lærling på EUC i Næstved foreslog, at jeg skulle se stort på afstanden fra mit hjem i Ringsted og sende en ansøgning til John Jensen VVS i Hedehusene.

- Så gik det stærkt. Dagen efter var jeg til samtale, fik en aftale om prøve-praktik, og to uger senere var jeg ansat som voksenlærling, jeg var optaget i lærlingeklubben, jeg havde fået en erfaren VVS-montør som personlig mentor, og jeg var blevet del af et stærkt fællesskab i et firma, med stærke værdier baseret på gensidig respekt og frihed under ansvar.

Fra hest til mountainbike og ocr-løb

- Siden er det gået slag i slag i et lærerigt og afvekslende uddannelsesforløb med en mentor i hånden på rundtur fra afdeling til afdeling, mange sociale fælles-arrangementer og opgaver, der dækker hele viften af VVS-branchens opgaver for både boligselskaber, entreprenører og rådgivere.

- Det har både fagligt og menneskeligt været en fantastisk rejse, hvor jeg som eneste kvindelige VVS’er fra dag ét er blevet opfattet som en ligeværdig partner. Jeg har kun mødt åbne og dygtige mennesker med respekt for faglighed og lyst til samarbejde om at levere godt håndværk, kvalitetsløsninger og tilfredse kunder, fastslår Janni Hiltunen og slutter med et smil:

- Min interesse for heste og ridning har dog ikke vundet den store genklang i VVS-miljøet, så i dag er hesten skiftet ud med ture på mountainbike sammen med mine børn og somme tider med også med kollegaer fra firmaet.

- Derudover har jeg de seneste år været med til en del ocr-løb (obstacle course training), og dér er det rigtig godt med store, stærke kolleger som makkere - for eksempel når man skal over en mur på 2,7 meter.

Yderligere oplysninger:
John Jensen VVS A/S – VVS-montør Janni Hiltunen, telefon 2048 3740
John Jensen VVS A/S – HR og kommunikationschef Heidi Hamann, telefon 2795 6100

 


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
John Jensen A/S, VVS Installationer

Rundageren 17
2640 Hedehusene
Danmark
John Jensen A/S, VVS Installationer

Send til en kollega

0.109