23948sdkhjf

Flügger mærker 'mere intens konkurrence'

Regnskabsårets første ni måneder har budt på 2 pct. toplinjefremgang for Flügger, der ikke desto mindre er gået markant tilbage på driften.

Det viser en frisk delårsrapport fra malingkoncernen.

– Vi har et godt momentum blandt de professionelle, hvorimod salget til konsumenterne er vigende. Konkurrencen er blevet mere intens, men vi ser, at vores vedholdende kundefokus har en effekt i markedet, lyder det i en kommentar fra adm. direktør Sune Schnack.

Det til trods må Flügger konkludere, at væksten er hentet på stigende salgspriser, mens volumen faldt i såvel det private som i det professionelle segment.

Mens omsætningen i årets første tre kvartaler er vokset til 1,94 mia. mod 1,90 det foregående år, lander driftsindtjeningen (EBIT) på 49 mio. kr. svarende til et dyk på 103 mio. kr., hvis man sammenligner med de første tre kvartaler af foregående regnskabsår.

Ifølge periodemeddelelsen er det særligt de aftagende volumener, der i kombination med ekstraordinært høje priser på råvarer, energi og transport har sat indtjeningen i de vesteuropæiske markeder under pres, mens krigen i Ukraine fortsat skaber usikkerhed mod øst. Som følge af valutaudvikling og prisstigninger har indtjeningen her ikke desto mindre været stigende året igennem, og nu øjner Flügger også bedring for den samlede forretning.

– Vores egne analyser indikerer samtidig, at indtjeningen ramte bunden i november 2022, hvorfor vi forventer en langsom bedring i det kommende regnskabsår, udtaler Sune Schnack.

Forventningen er, at råvarepriserne hen mod slutningen af regnskabsåret har stabiliseret sig, mens stigninger i salgspriserne begynder at slå igennem, og Flügger har således ikke fundet lejlighed til at nedjustere forventningerne til det fulde regnskabsår. Dermed forventer koncernen sig fortsat en omsætning på 2,5 til 2,7 mia. kr. og en driftsindtjening i intervallet 50-80 mio.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141