23948sdkhjf

Nordstern vinder stor renovering af tidligere ghettoområde

Renoveringen får støtte fra Landsbyggefonden, hvilket muliggør en gennemgribende renovering af blandt andet facader og tag

Efter et års tålmodig venten, kan beboerne i Hedemarken i Albertslund nu se frem til, at renoveringen af deres boliger endelig går i gang. 

Nordstern er således valgt til at renovere områdets 888 almene boliger af Boligselskabet AKB, Albertslund og deres byggeforretningsfører KAB.

Til maj rykker entreprenørens byggeledelse ind i området, som skal undergå en større renovering de kommende tre et halvt år. 

Hedemarkens mange boliger er fordelt på 18 boligblokke – seks lave blokke og 12 høje. De seks lave blokke skal alle have udskiftet facade og tag.

Beboerne kan efter renoveringen se frem til en lavere energiregning, da alle boliger også efterisoleres. De 12 høje blokke får ligeledes udskiftet facade og tag, samtidig med at de får påbygget altaner.

De fleste lejligheder er beboet under renoveringen, men i otte opgange vil beboere blive genhuset, da der her skal ombygges lejligheder til tilgængelighedsboliger og isættes elevatorer.

Projektet er udarbejdet af Arkitema og Niras.

Parterne oplyser ikke noget om økonomien i projektet, men ifølge Projektagenten, Licitationens søsterportal til overvågning af udbud og projekter, er den anslåede entreprisesum 794 mio. kr. uden moms.

Grønt oppe og nede

På toppen af Hedemarken anlægges samtidig nye solcelleanlæg som en del af et pilotprojekt fra Landsbyggefonden. 

Solcellerne er dog ikke det eneste tiltag, der skal nedbringe klimabelastningen af byggeriet. Lejlighederne skal, som nævnt, også efterisoleres, hvilket vil nedbringe varmeforbruget i den enkelte lejlighed.

Energibesparelserne er dog ikke nær så synlige som det grønne islæt, der kommer på udenomsarealerne, der alle får opdaterede gårdhaver og belægning.

Farvel til ghettolisten

Boligerne i Hedemarken blev opført i 1967-69 i Albertslund. Hedemarken har kortvarigt været på listen over Danmarks udsatte boligområder, men udviklingen er ved at vende. I 2015 kom området af den såkaldte ghettoliste, og renoveringen skal bidrage yderligere til den positive udvikling.

Renoveringen af Hedemarken forventes at stå færdig ved udgangen af 2026.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142