23948sdkhjf

Ung møbelsnedker vinder konkurrence med fotogent renæssance-håndværk

Intarsia-teknikken var med til at gøre uddannet lærer interesseret i møbelsnedkerfaget

Møbelsnedker Marie Lytken kunne løfte armene i sejr, da et enigt dommerpanel kårede hende som vinder af Snedkersektionens fotokonkurrence #snedkermade. Marie har brugt Instagram i forbindelse med sin snedkervirksomhed, siden hun startede som selvstændig, og er altså ikke helt grøn i disciplinen snedker-SoMe. Alligevel kom sejren som en overraskelse.

– Jeg havde selvfølgelig håbet, men ligefrem at vinde førstepladsen i konkurrencen – det havde jeg alligevel ikke troet. Men det er virkelig skønt, og anerkendelsen betyder enormt meget for en ung møbelsnedker med en nystartet virksomhed som mig, fortæller Marie Lytken i en pressemeddelelse.

En af de ting, dommerne fremhævede, var det "fantastiske håndværk", der lå bag det bord, der prydede Mare Lytkens vinderfotos. På bordets overflade var nemlig et smukt design af tallerkensmækker-blomster, sirligt udført i forskelligfarvede finérer. Teknikken hedder intarsia, og kan spores langt tilbage i historien. Den var meget populær i renæssancen i 1500 og 1600-tallet, men der er ikke ret mange møbelsnedkere, der gør brug af teknikken i dag.

Men for Marie Lytken var netop intarsia-teknikken med til at gøre hende interesseret i møbelsnedkerfaget.

Fra lærer til snedker

Marie Lytken har ikke taget den direkte vej ind i snedkerfaget. I 2016 blev hun uddannet lærer med hovedfag i ’Håndværk og design’ og ’Billedkunst’, og som en del af uddannelsen var hun på udveksling i Norge, hvor hun brugte to en halv måned i et snedkerværksted. 

Her skulle hun blandt andet lave et spisebord, og det ledte til hendes første møde med intarsia-teknikken.

– Jeg havde lyst til, at det skulle være mere end bare et møbel – det skulle være smukt at se på. Så min underviser foreslog, at jeg lavede noget udsmykning i finér. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at det hed intarsia, fortæller Marie Lytken.

Ikke desto mindre plantede forløbet i værkstedet et frø, og efter Marie Lytken var færdig på læreruddannelsen, besluttede hun sig for at starte på møbelsnedkeruddannelsen. I første omgang var det tænkt som et ekstra fagligt fundament, der kunne hjælpe hende, når hun skulle ud at undervise som lærer, men det gik hurtigt op for hende, at hun ikke kunne nøjes med grundforløbet – hun måtte tage hele uddannelsen.

– Jeg blev virkelig hurtigt grebet af det at lave møbler på uddannelsen, og jeg kastede mig over nogle ret vilde projekter allerede i grundforløbet. Jeg havde det virkelig sjovt med det, fortæller Marie Lytken.

Hun blev færdig som møbelsnedker med en flot sølvmedalje og en lyst til også at beskæftige sig med designprocessen bag produktionen af møbler.

– Jeg vidste, at der ville gå lang tid, før jeg kunne få lov til at få indflydelse på design-delen af produktionen, hvis jeg blev ansat i en virksomhed. Så der gik faktisk ikke ret lang tid fra jeg blev udlært, før jeg besluttede at starte som selvstændig, fortæller hun.

I juni 2021, bare tre måneder efter svendeprøven var færdig, oprettede Marie et CVR-nummer, og startede sin virksomhed Lytken Haandvaerk, der sælger keramik og snedkermøbler.

Hun har dog ikke helt kunne lægge lærergerningen på hylden og udover at drive sin virksomhed, underviser hun 16 uger om året på et træværksted på Gladsaxe Ungdomsskole.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11