23948sdkhjf

Efter kun fem år skal Carlsberg Byens vartegn renoveres

"Fejl i projekteringen" har fået NCC til at igangsætte gennemgribende renovering af facaden på Bohrs Tårn i København fra 2017. Facaden burde ifølge forsker have kunnet holde mindst 50 år

Det har kun stået der i lidt over fem år, men fejl i facaden har fået NCC til at sætte gang i en omfattende renovering af Bohrs Tårn, det første højhus i Carlsberg Byen i København.

Det bekræfter NCC, der var totalentreprenør på det 100 meter høje bolighøjhus, over for Byrummonitor.

Ifølge Jørgen Munch-Andersen, civilingeniør, ph.d. og seniorrådgiver ved Institut for Byggeri, By og Miljø (Build) på Aalborg Universitet, burde facaden have holdt "meget, meget længere" end lidt over fem år.

- For sådan et tårn ville jeg mene, at 50 år ville være en helt rimelig levetid at forvente at projektere efter. Den er besværlig og dyr at skifte, så der burde være tænkt på 50 år, og det er tit, det holder længere, siger han til Byrummonitor.

Renoveringen er opdelt i otte forskellige arbejder og inkluderer blandt andet supplerende bærebeslag i de to øverste ophængshjørner, nye forbindelsesbeslag mellem den ydre ramme og den indre, bærende ramme samt total udskiftning af regnskærmen, som i dag består af betonplader, der erstattes af aluminiumplader. De gamle cementplader får »anden anvendelse andetsteds«, skriver NCC.

- Det ligner jo en huskeliste for god projektering af facader, siger Jørgen Munch-Andersen.


Det lyder, som om de laver alt om, når du siger sådan?

- Ja, de laver i hvert fald temmelig meget om, svarer han.

Den udvendige del af facaden, som består af perforerede alutrapezplader, udskiftes ikke, men "genmonteres, således at renoveringen ikke er synlig udefra", skriver NCC.

Byrummonitor kontaktede første gang NCC torsdag i sidste uge. Virksomheden ønsker ikke at stille op til interview, men har svaret på spørgsmål over e-mail, og har i denne uge henvist til en længere tekst på deres hjemmeside, hvor renoveringen beskrives.

Her fremgår det, at tårnet er bygget med elementopdelte facader, "hvilket er blevet den typiske måde at sætte facader på i Europa", som NCC skriver og fortsætter:

"Der er efterfølgende konstateret fejl i projekteringen af facadepartierne på tårnet, WareHouse og brobygningerne (som er en del af den samlede bygning, red.). Fejlene skyldes til dels manglende erfaring med at håndtere denne facadetype i Danmark. Facadeelementerne er specielle, idet alu-/glasfacadesystemer og udfyldningssystemer er kombineret i elementerne."

Det er facadeentreprenøren Kai Andersen, som har bygget facaderne, der udfører arbejdet efter plan af NCC og Arup Berlin.

En række medier - herunder Licitationen - Byggeriets Dagblad - skrev i maj 2020 om problemer med facaden på Bohrs Tårn, som angiveligt var begyndt at slå revner. Dengang bekræftede NCC, at facaden var ved at blive undersøgt:

"Det er korrekt, at der er en problemstilling omkring facaden. Det tager vi selvfølgelig alvorligt", skrev selskabet dengang til Politiken.

På sin hjemmeside med information om den igangværende renovering understreger NCC nu, at fejlene ikke indebærer fare for "akut nedstyrtning", men tilføjer:

"Uagtet dette agter NCC at udføre renoveringsarbejde, som eliminerer de konstaterede fejl hurtigst muligt."

Jørgen Munch-Andersen fra Aalborg Universitet har kun informationen på NCC’s hjemmeside at forholde sig til, og han kan derfor kun gætte på, hvilke fejl der er tale om.

- Man har nok efterset beregningerne og fundet ud af, at det ikke er godt nok til at optage især de vindkræfter, som kommer på sådan en facade, siger han.

Også rust ser ud til at have været et problem, da "ekstra korrosionsbeskyttelse af de udvendige ståldele" er opgivet som en del af renovationsarbejdet.

- Om de har kunnet se, at det er rustent, eller de bare kunne se, at der er brugt noget forkert stål i forhold til levetiden, ved jeg ikke, siger han.

Af de otte punkter hæfter forskeren sig især ved, at den ydre ramme skal fastgøres til den indre, bærende ramme, fordi det antyder begyndende problemer, der kunne resultere i nedstyrtning af facadeelementer. Derudover peger han på punktet om "forbedring af afløbsforholdene fra vinduerne", fordi vind og regn udgør en særligt stor udfordring i høje huse, og vandafledning omkring vinduerne derfor er afgørende for, at der ikke trænger vand ind i isoleringen.

Som totalentreprenør er det NCC, der på papiret har ansvar for fejlene. Byrummonitor har dog forsøgt at kontakte en række af de andre parter bag byggeriet for at finde ud af, hvor fejlen er opstået. 

Bygherren, udviklingsselskabet Carlsberg Byen, henviser til NCC, og det samme gør facadeentreprenør Kai Nielsen. 

Byrummonitor har desuden været i kontakt med en række af de mange tegnestuer, der var tilknyttet byggeriet. De enten henviser til NCC eller afviser at svare på spørgsmål. NCC afviser at stille op til interview og svare på yderligere spørgsmål over e-mail.

Renoveringsprojektet er netop påbegyndt, og indtil videre er hegn og skurby stillet op. NCC forventer, at arbejdet er færdigt i 2024.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125