23948sdkhjf

Liftbranchen vil løfte i flok

Liftmesse bliver en realitet i maj 2023, hvor branchen vil fokusere udelukkende på lifte og minikraner

Til foråret kan du glæde dig til at opleve et nyt spændende tiltag på messefronten. I dag findes der forskellige typer af udendørs messer, hvor de besøgende bliver præsenteret for et meget bredt felt af maskiner. Men der findes ikke en dedikeret messe med fokus udelukkende på lifte og minikraner. Derfor er en lang række af de førende producenter og forhandlere inden for liftbranchen gået sammen om at stable en stor udendørs messe på benene, hvor gæsterne kan komme og opleve over 3000 kvm fyldt med lifte og minikraner.

På messen, der finder sted i maj 2023 i Slagelse, vil de besøgende blive præsenteret for et kæmpe udvalg af lifte og minikraner og få mulighed for en snak med liftbranchens førende forhandlere og producenter – både fra Danmark og udlandet. På messen vil de forskellige udstillere præsentere et bredt udvalg af bl.a. lastbil lifte, saxlifte, bomlifte, minikraner, spiderlifte og meget andet.

Stort udvalg

Der vil blive vist både spritnye maskiner og produktnyheder frem, samt brugte lifte og minikraner i høj kvalitet. Desuden vil de besøgende få rig mulighed for at få masser af råd og vejledning til at vælge netop det produkt, der matcher deres behov.

På messen kan man også få en snak med forskellige leasingselskaber omkring de mange leasing- og finansieringsmuligheder, der kan tilbydes på maskinerne. Der vil også være fokus på sikkerhed, liftkurser og -certifikater, da IPAF vil være til stede på messen med en stand, hvor man kan høre mere om bl.a. kurser til liftoperatører.

Sammen om ny messe

Gennem de seneste år har flere i liftbranchen talt om, at det kunne være spændende, hvis der fandtes en udendørs messe med fokus udelukkende på lifte og minikraner. 

- Behovet er stort for denne type maskiner ude i markedet og i Danmark findes der ikke de store muligheder for, at kundesegmentet kan blive præsenteret for hele udvalget og møde de førende producenter og forhandlere på ét samlet sted, fortæller direktør Henrik Skibsted fra Ahern Danmark som er en af initiativtagerne bag Dansk Liftmesse 2023 i en pressemeddelelse.

Styregruppen bag messen består bl.a. af Versalift, Ahern Danmark og Jøma Lift Teknik, som messegæsterne kommer til at møde på messen sammen med de i alt 15 udstillere, der vil præsentere deres brede udvalg på den 3000 kvm store messe. Succesen er til at tage og føle på, da alle stande allerede er fuldt booket op og hvis messen bliver lige så populær blandt de besøgende, så skal styregruppen ud og finde mere plads næste gang messen afholdes.

Bred målgruppe

Liftproducenten Versalift glæder sig over, at det er lykkedes at stable det store arrangement på benene i fællesskab med de andre aktører i branchen. 

- Der er ingen tvivl om, at der er et stort behov for dette tiltag, da både lifte og minikraner anvendes af en lang række forskellige aktører inden for byggebranchen. Målgruppen for messen er bl.a. entreprenører, folk der arbejder med tag og facade, vindmøllebranchen, elektrikere og alt inden for indvendig vedligehold af f.eks. haller og storcentre. Det offentlige har ligeledes behov for denne type maskiner til opgaver som belysning, opsætning af skilte, trafik reguleringer osv., siger salgsansvarlig Jesper Krogh Jensen.

Jøma Lift Teknik, som har været i liftbranchen i over 20 år, ser også frem til, at det endelig er lykkedes ved fælles indsats at skabe grundlaget for at invitere byggebranchens aktører og indkøbere til Slagelse den 11. – 12. maj, hvor messen finder sted på ZBC Transport og Logistikskolens store udendørs areal. 

- Vi tager alle de seneste produktnyheder og de helt store maskiner med på messen, så der er et udvalg af lifte og minikraner til alle formål og gæsterne får mulighed for at se maskinerne i drift helt tæt på, udtaler Jørgen Martinsen fra Jøma Lift Teknik.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109