23948sdkhjf

Forvandler Danmarks ældste sygehus til boliger

I alt skal der etableres 125 lejligheder i de gamle bygninger i nordsjællandske Esbønderup

Først var det patienter. Så blev det flygtninge. Og nu er det lejere, der har til huse i det gamle sygehus i nordsjællandske Esbønderup, nord for Esrum Sø. 

Det kæmpestore kompleks af bygninger strækker sig samlet over cirka 15.000 kvm. Bag renoveringen og omdannelsen af området står Kenneth Munk, entreprenør og ejer af selskabet Munk & Nielsen Ejendomme, der købte det i 2020 af statens ejendomsselskab. 

50 lejligheder har set dagens lys siden, og der arbejdes lige nu på yderligere godt 20 lejeboliger.  

De mange muligheder var det, der trak Kenneth Munk til.

Over for Licitationen - Byggeriets Dagblad fortæller han, at dialogen blev startet, mens der stadig var flygtninge i ejendommen. 

- Jeg tror, den første mail i sagen blev skrevet i 2016, siger han. 

Han har egne ansatte på projektet men henter også underentreprenører ind. 

I alt er målet at nå op på 125 lejligheder. Herudover er et festlokale med mulighed for overnatning blandt overvejelserne.

Arbejder i etaper

Under omdannelsen bevares de ydre vægge, mens alt gentænkes indvendigt. 

Selve renoveringen sker i etaper, og hvornår den skal være færdig, er der ikke sat en endelig dato for. 

Indtil videre er arbejdet gennemført i den nyeste del af komplekset; nemlig i sengestuerne og genoptræningsfaciliteterne fra 1972.

Sygehuset blev oprindeligt opført i 1755 og er siden moderniseret løbende.

Før renoveringen kan gå i gang i den ældre del, skal byggetilladelser i hus. Derudover spiller "verdenssituationen" ind på, hvornår de øvrige etaper bliver sat i gang, forklarer Kenneth Munk.

- Alt afhænger af, hvordan verdenssituationen ser ud. Vi renoverer efter behov og efter, om det er til at få fat i materialer og håndværkere til en fornuftig pris, lyder det. 

Netop leveringsudfordringer og ikke mindst prisstigninger fremhæver han som de største bump på vejen i projektet. 

Flere udfordringer undervejs

Leveringsudfordringerne har ifølge Kenneth Munk betydet, at der er blevet tænkt i alternative løsninger. 

- Det har givet mulighed for at afprøve nye materialer og nye metoder. 

På negativsiden har prisstigningerne påvirket budgettet. 

- Renoveringen er blevet meget dyrere. I slutningen af 2022 var prisen på for eksempel isolering, gulvprodukter og tagpap dobbelt op i forhold til, da vi startede, siger han.

Men det får ham dog ikke til at ligge søvnløs om natten:

- Hvis man får ondt i maven af det, så skal man ikke gå ind i noget som det her. Det er ligesom med aktier. Har man ikke is i maven, så skal man holde sig fra det, siger Kenneth Munk.

Samlet løber renoveringen op "i omegnen af" 250 mio. kr., oplyser han. 

Bæredygtighed i fokus

I renoveringen er fokus ikke mindst på bæredygtighed og genbrug. For eksempel er gamle mursten fra projektet blevet håndrenset på stedet og genbrugt, mens gammelt beton er blevet knust og genanvendt på ejendommens parkeringspladser. 

- Vi skal jo alle bidrage til den nye omstilling og sætte et grønnere aftryk. Jeg synes, det er vigtigt at genbruge, hvor vi kan. Ikke mindst med tanke på, at vi har ressourcer, der er ved at slippe op. 

- Allerede når man går ind i en renovering, er man jo i gang med at genanvende. Så handler det om at gå fuldt ud, fortsætter han.

Sygehusets historie

Selve sygehuset i Esbønderup tog sin start i 1755. Her blev der bygget et stråtækt bindingsværkshus med 12 senge.

"Madrasserne var af halm, og der var 'lokum' i hjørnet, hvor patienternes efterladenskaber blev genbrugt til gødning som markerne. De typiske sygdomme patienterne blev indlagt med var fnat, hugsår, benbrud samt epidemierne syfilis, dysenteri, tyfus og kolera", skriver Nordsjællands Hospital i et historisk tilbageblik på sin hjemmeside.

Bindingsværkhuset blev brugt til epidemisygehus frem til 1904, hvor den blev revet ned.

I både 1867,1939, 1955 og 1972 blev der bygget til på grunden, men den 8. juni 2011 var det slut med patienter. Her lukkede hospitalet efter 256 år, lyder det videre.

Efter at have ligget hen i flere år blev bygningerne brugt som Røde Kors asylcenter i et par år frem til 2017, hvorefter det igen lå hen frem til Kenneth Munks opkøb af ejendommen af statens ejendomsselskab.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219