23948sdkhjf

Kappestrid om tegl-testhus afgjort

Kanalbyen i Fredericia er arena for et stridspunkt i kampen om at reducere byggeriets CO2-udlendning: Er det mest CO2-venligt at bygge i træ eller tegl? Og hvordan der kan udvikles nye løsninger, som optimerer materialernes forskellige egenskaber?

Realdania By & Byg undersøger materialernes potentiale med to nye udviklingsbyggerier under navnet ”MiniCO2 etagehusene” i træ og tegl. På sigt skal de to huse og dermed også materialerne sammenlignes for at blive klogere på, hvordan man fremover kan bygge med så lavt et CO2-aftryk som muligt.

Efter en projektkonkurrence udskrevet i foråret, og efter en metode- og strategikonkurrence blandt tre udvalgte hold melder Realdania By & Byg nu, at vinderteamet på tegl-byggeriet består af arkitektfirmaet Morris & Company i samarbejde med Tegnestuen Lokal og ingeniørfirmaet WSP.

– Tegl er et udbredt og elsket materiale i Danmark, og det bliver spændende at se, hvilke nye idéer og løsninger holdet tilsammen vil kunne tilføre byggeriet, så det fremover bliver nemmere og mere attraktivt for byggebranchen at bygge bæredygtigt og så CO2-neutralt som muligt, siger Jørgen Søndermark, arkitekt og projektleder i Realdania By & Byg, i en pressemeddelelse om valget.

– Om det så betyder, at vi skal til at se tegl brugt som etagedæk, eller om hvælvene skal tilbage i byggeriet, må tiden vise, fortsætter han.

Vinderholdet på det andet første forsøgsbyggeri, Mini CO2 etagehuset i træ, blev udpeget i juli 2021. Her var tale om Jaja Architects og ONV Arkitekter samt Moe Rådgivende Ingeniører.

Mest muligt i tegl

Udfordringen i MiniCO2 Etagehus Tegl er, at det hele i videst muligt omfang skal opføres i tegl. Byggeriet bliver evalueret – dels samlet, dels sektionsvist i forhold til tag, primære og sekundære bygningsdele, elevatorskakt, fundament med videre. Omdrejningspunktet er at afprøve i skala 1:1, hvordan tegl præsterer i et mindre etagebyggeri til boligformål.

Ud over MiniCO2 etagehusene har Realdania By & Byg også igangsat et byggeri indenfor en anden kategori – ”Det effektive byggeri”. Det har fokus på, hvordan digitale værktøjer kan bidrage til at effektivisere byggeprocessen og undgå spild, fejl og mangler.

For at kunne sammenligne byggerierne på tværs – både MiniCO2 etagehusene og Det effektive byggeri, bygges alle husene i samme format og under enslydende rammevilkår: De bliver ens i størrelse - et samlet, opvarmet bruttoareal på cirka 600 kvm i fem etager og med fire-fem boliger – og bygges under samme lokalplan. Derudover skal alle bygningerne opføres til bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld, og endelig skal de leve op til gængse forventninger til komfort og praktisk indretning af moderne boliger, som skal lejes ud på markedsvilkår.

– Det kan være, at projektet i sidste ende viser, at den bedst egnede byggemetode til CO2-neutralt byggeri måske er en ideel kombination af flere byggematerialer. Vores mål er ikke at finde en vinder, men at udfolde de styrker og svagheder, som materialerne fremviser, så hvert materiale på sigt kan anvendes optimalt – også i en klimakontekst, siger Jørgen Søndermark.

Teglbyggeriet forventes at gå i jorden i efteråret 2023 og ventes at stå færdigt året efter. Søsterhuset i træ går i jorden om kort tid og ventes at være færdigbygget i slutningen af 2023. Det effektive byggeri går i jorden i starten af 2023 og forventes færdigbygget i slutningen af 2023.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125