23948sdkhjf

Ni års tvist blev løst med en dags mediation

Der skal være en vilje til at nå et resultat, og så skal følelserne holdes ud af forhandlingsrummet, er de tre parter i en årelang byggestrid enige om. Sagen blev løst gennem mediation

Præcis hvad det var, der gik galt under renoveringen af en række almene ejendomme, står ikke længere klart for hverken bygherre, driftskoordinator Christian Rosenqvist fra AAB, hovedentreprenør, kontraktchef Henrik Ingeman Nielsen fra Enemærke & Petersen eller underentreprenør Jesper Smidt-Nielsen, ejer af vvs-firmaet Henriksen og Jørgensen eftf.

Men så meget står klart, at de i 2012 blev uenige om betalingen for nogle rørføringer, primært i kælderen under ejendommene. Underentreprenøren mente at have fået lov at udføre arbejdet anderledes end beskrevet, selvom det blev dyrere. Som ekstraarbejde. Hovedentreprenøren mente at have givet lov, men på betingelse af, at det ikke blev dyrere. Og bygherre ville ikke betale, fordi der ikke lå en skriftlig aftale om arbejdet.

Enden på det hele blev en voldgiftssag, hvor underentreprenøren rejste et krav overfor hovedentreprenøren på omkring tre mio. kr. Hovedentreprenøren reagerede ved at adcitere bygherre. Derfra gik ni år med lejlighedsvise skriverier mellem parternes advokater og et syn og skøn, der ikke førte nogen løsning med sig. Efterhånden forsvandt de personer, som havde kendskab til sagen, til andre jobs. Samtidig gik underentreprenøren konkurs, så nye ejere overtog firma og fordring.

Ja til mediation

Mens sagens kerne blev mere og mere uklar, nærmede hovedforhandlingen i voldgiftssagen sig. Den blev berammet til tre-fire dage. Som et sidste forsøg på at undgå dette foreslog vvs-firmaets advokat en mediation hos Mediationsinstituttet. En invitation, alle parter sagde ja til.

- Vi ønskede en mediation, fordi vi gerne ville have et forlig. Vi var klar over, at de to andre parter var store firmaer med dybe lommer, så hvis vi ikke fik sagen lukket, kunne det vare længe endnu. En hovedforhandling er en lottokupon for alle parter, siger Jesper Smidt-Nielsen fra Henriksen og Jørgensen eftf.

Hos AAB var det også økonomi og tidsforbrug, der var afgørende for beslutningen.

- At bruge mange yderligere ressourcer til gav ingen mening. Det store regnestykke hang ikke sammen, siger Christian Rosenqvist.

Enemærke & Petersen så sagen som et anliggende mellem bygherre og underentreprenør. Men ville gerne deltage i mediationen.

- Advokater er dyre. Så hvis vi kunne få sagen væk på en dag, var det en god løsning, siger Henrik Ingeman Nielsen.

Advokater er dyre. Så hvis vi kunne få sagen væk på en dag, var det en god løsning Henrik Ingeman Nielsen, kontraktchef, Enemærke & Petersen

Fokus på fakta

Kort før jul i 2021 mødtes de tre parter derfor ved samme bord i Mediationsinstituttet med mediator Malene Eigtved. Det var nu op til hende at få parterne til at nå frem til en løsning. Malene Eigtved var på det tidspunkt mediatoradvokat og partner hos Njord Law Firm og er i dag advokat og partner hos Advora.

- Mit arbejde går i første omgang ud på at få parterne selv til at fortælle, hvad sagen i virkeligheden handler om. At finde ud af, hvor skoen for alvor trykker. Dernæst er min opgave at få sat bevægelse i tingene, siger Malene Eigtved.

- Det smukke ved mediation er, at man kan spørge hinanden om ting, også om det, der gør ondt. Det kan man ikke i en hovedforhandling, siger Henrik Ingeman Nielsen fra Enemærke & Petersen. Han bakkes op af Jesper Smidt-Nielsen fra Henriksen og Jørgensen eftf.

- Det viste sig, at det økonomiske resultat af genoptællingen i kældersagen var blevet misforstået af de andre parter. Så tidligt i forløbet får vi fakta på bordet, og det skaber fremdrift, siger han

Separate forhandlinger

Efter de indledende samtaler, valgte mediator Malene Eigtved at sende de tre parter ud i hver deres lokale. Herfra var det hende, der tog opgaven med at gå frem og tilbage med de forskellige tilbud og krav. 

Nu blev målet entydigt at finde en løsning, alle ville være med til. Hun gjorde det klart, at skulle der landes et resultat, så måtte alle parter være parate til at bidrage.

- I de separate møder fornemmede jeg hurtigt, at bygherre og hovedentreprenør havde en opfattelse af, at de, der havde købt konkursboet efter underentreprenøren, nærmest havde fået fordringen gratis. Det var helt afgørende at få denne bekymring italesat, og at få fakta på bordet, så det er ikke var fordomme og følelser der styrede forhandlingerne. Underentreprenøren var ikke meget for at blotte sig, men gik med til at fortælle mig, hvad de havde betalt. Og til sidst fik jeg også lov til at sige det til de andre parter, fortæller Malene Eigtved.

Det blev starten på et forlig.

- Det viste sig jo, at de havde givet mere, end vi troede. Så nu blev hurdlen, hvor meget vi ville betale. Her var det virkelig godt, at mediator var uvildig og kunne massere alle parter lidt, siger Christian Rosenqvist fra AAB.

Henrik Ingeman Nielsen fra Enemærke & Petersen er enig.

- Vi havde jo en opfattelse af, at vi ikke skulle betale noget. Men da tallene kom på bordet, begyndte der alligevel at ske noget. Når mediator fortalte os, at de andre havde flyttet sig, så måtte vi også flytte os lidt, siger han.

Afsluttet med en øl

Efter fire runders forhandlinger nåede parterne frem til en løsning. Underentreprenøren fik i store træk dækket det, fordringen var købt for, og kunne dermed undgå et tab. AAB og Enemærke & Petersen aftalte, hvordan omkostningen skulle fordeles. Med alt på plads samledes parterne igen, og mediator Malene Eigtved satte en omgang øl på bordet.

- Det var en rigtig god måde at slutte af på. Et signal om, at nu er vi videre, og vi er ikke uvenner, siger Henrik Ingeman Nielsen.

Hos Jesper Smidt-Nielsen er der tilfredshed med, at der blev sat punktum for en voldgiftssag, der havde varet i mange år – og med udsigt til at vare flere.

- Vi var da ærgerlige over, at vi ikke fik mere, men alternativet var både uoverskueligt og risikabelt. Nu fik vi et forlig, og det skal man være tilfreds med. Ellers skal man jo ikke indgå det, siger han.

Vi var da ærgerlige over, at vi ikke fik mere, men alternativet var både uoverskueligt og risikabelt Jesper Smidt-Nielsen, ejer af vvs-firmaet Henriksen og Jørgensen eftf.

Christian Rosenqvist var også lettet over, at sagen var afsluttet.

- Jeg tror, at vi alle sad med en fornemmelse af, at vi nok havde givet os lidt mere, end vi egentlig havde regnet med fra starten. Og det er nok der, det gode forlig ligger, siger han.

Jeg tror, at vi alle sad med en fornemmelse af, at vi nok havde givet os lidt mere, end vi egentlig havde regnet med fra starten. Og det er nok der, det gode forlig ligger Christian Rosenqvist, driftskoordinator , AAB

Vil bruge mediation igen

Selvom ingen af parterne fik præcis det, de kom efter, er de enige om, at de vil bruge mediation, hvis de på et tidspunkt skulle havne i en tilsvarende situation.

- Mange ser det som en sidste udvej, men det bør i virkeligheden nok være den første. Det gør en stor forskel, at der er en anden person, som kan finde den løsning, vi selv kan have svært ved at nå, siger Christian Rosenqvist.

Hos Enemærke & Petersen har man før denne sag brugt mediation, og det vil fortsætte, siger Henrik Ingeman Nielsen.

- Nogle gange bruger vi det også i løbet af en byggesag, hvis der er kommet støj i processen. Det vil være sagsspecifikt, hvornår vi vælger at gøre det, siger han.

Jesper Smidt-Nielsen har lært af sagen, at mediation er noget, der skal på bordet tidligere, hvis et samarbejde er ved at køre af sporet.

- Men omvendt skal parterne også være tilpas møre til, at alle er klar til at indgå de kompromisser, der skal til. Det er ret afgørende, siger han.

I Mediationsinstituttet ender otte ud af 10 sager med, at parterne indgår en aftale. For Malene Eigtved og hendes kolleger er det afgørende, at alle går derfra med en oplevelse af, at de kan se sig selv i resultatet.

- Vores erfaring er, at de, der siger ja til mediation også har et reelt ønske om at nå en aftale. Så vores arbejde består i at hjælpe dem til at komme ordentligt i mål. Det lykkes heldigvis i langt de fleste tilfælde, siger hun.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Medlemmernes egne nyheder
Se alle medlemsnyheder
Mest læste
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Seneste nyheder
Se seneste nyheder
Udvalgte artikler
Udvalgte nyheder fra forsiden
Nedrivningstruet Mærsk-hus byder på "høj arkitektonisk kvalitet"
Familieejet betonvirksomhed lander bedste resultat i tre år
Direktør for stort byggefirma: Vi blev nødt til at afskedige medarbejdere
Skal modtage 32.000 ton affald – Gladsaxe vælger rådgiver på ny genbrugsstation
Stor rammeaftale sikrer arkitektfirma fjerde skoleprojekt i Odense
Fra rødt til sort: Ny strategi skal trække teknikentreprenør i plus
Andre Nordiske Medier
Metal Supply DK
Wood Supply DK
Building Supply DK
Jern & Maskinindustrien
Mester Tidende
Motor-magasinet

Send til en kollega

0.141