23948sdkhjf

Ikeas boligbygger har næste projekt på plads: 300 boliger på rådhusgrund

Ikano Bolig skal stå bag næsten 300 nye boliger på den gamle rådhusgrund i Høje-Taastrup. Det har Høje-Taastrup Byråd netop besluttet. 

Bebyggelsen skal udgøre cirka 30.000 kvm på den 100.000 kvm store grund, skriver det Ikea-forbundne byggefirma i en pressemeddelelse.

– Vi er meget glade for at kunne meddele, at vi skal stå bag et stort nyt boligområde i Høje-Taastrup. At kunne etablere et boligområde helt fra bunden med de rigtige rammer for mennesker i alle livets faser er det, vi brænder for, og vi ser frem til at komme i gang, siger René Brandt, som er adm. direktør for Ikano Bolig, i meddelelsen.

Ikano Bolig forventer at gå i gang med rydning af området samt byggemodning i slutningen af 2022 på den nordlige del af grunden, som selskabet overtager i juli måned. Overtagelsen af det sydlige område, hvor rådhuset ligger, forventes at ske omkring januar 2023.

Ikano Bolig er en del af Ikano Gruppen, som er ejet af Ikea-familien Kamprad.

Genbrug fra det gamle rådhus

De 300 boliger vil blive fordelt på etageboliger i to-fire plan samt et- og toplans rækkehuse. Som noget nyt vil Ikano Bolig bygge en række ’generationshuse’, hvor to generationer i en familie eller to familier kan flytte ind i et toplanshus, og således kun er adskilt af en etage.

– Det er en stigende tendens, at flere generationer gerne vil bo sammen og hjælpe hinanden, der hvor de kan i det daglige. Nu introducerer vi en række huse, som er designet til, at flere kan bo sammen og få glæde af hinanden, fortæller René Brandt.

Han peger også på en god dialog med Høje-Taastrup Kommune i processen.  Det har blandt andet affødt en aftale om, at materialer fra det gamle rådhus skal bruges i opbygningen af det bydelshus, som Ikano Bolig etablerer for at skabe rammer for godt naboskab i den nye bydel. Derudover vil der blive etableret et større parklignende fællesareal og en sø med fokus på biodiversitet.

– Det er helt naturligt at kigge på, hvilke materialer der kan genbruges, når vi skal skabe Nærværshuset, som skal være med til at skabe social bæredygtighed i det nye boligområde. I det hele taget vil vi gerne, med dette boligbyggeri, skabe nogle venlige og imødekommende rammer med plads til det hyggelige og det skæve med inspiration fra den gamle landsbys krumme gader og organiske byggeri, udtaler René Brandt.

Planen er, at de første beboere flytter ind i slutningen af 2024, og at hele bydelen står færdig i løbet af 2026. lda

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.908