23948sdkhjf

Licitationen mener: Lang vej for de gode intentioner i København

BILLIGE BOLIGER i København. Mantraet har været gældende i hovedstaden igennem årtier. Ikke mindst under tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard (S), hvis storstilede projekt om 5.000 boliger til 5.000 kroner ikke ligefrem blev en succes.

NU FORSØGER kommunen sig så igen. Denne gang med en ny samarbejdsaftale med regeringen, der skal øge antallet af almene boliger til 40 pct. i nye byområder.

DET ER JO gode intentioner, kommunen præsenterer her. For fakta er jo, at visse dele af København er udelukket for folk med middellønninger som politibetjente, sygeplejersker og pædagoger. Det får man ikke ligefrem en mangfoldig hovedstad ud af, men risikerer i stedet, at byen bliver de riges klub.

MEN der mangler jo svar på, hvordan målet skal nås. For det kræver også samarbejde med ikke mindst de private bygherrer.

I DAG kan kommunerne stille krav om 25 pct. almene boliger i nye byggerier. At kræve de private bygherrer skal inddrage 40 pct. af deres byggerier til almene boliger er meget vidtgående og kan i sidste ende afholde dem fra at bygge. For det grundlæggende problem, som blandt andet EjendomDanmark påpeger, er, at det er for dyrt at bygge almene boliger i øjeblikket. Derfor bliver de ikke bygget.

SÅ AFTALEN mellem Københavns Kommune og regeringen har gode intentioner. Men der er lang vej endnu, og det hele kan ende i rene skåltaler uden indhold, hvis ikke kommune og bygherrer finder en løsning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112