23948sdkhjf

Rejst i to omgange – skorsten er det højeste punkt på nyt hospital i Aalborg

Nyt Aalborg Universitetshospital i Aalborg Øst er ved at blive bygget færdig, og nu er en ny og meget synlig skorsten skudt i vejret.

Helt efter planen ankom en ny, stor skorsten mandag den 23. maj 2022 i to dele. Men på grund af vejrforhold og nogle tekniske udfordringer kunne den store mobilkran kun nå at få det ene rør rejst. Onsdag morgen var blæsten stilnet af, og anden halvdel af skorstenen kom på plads.

Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

I samlet tilstand rager den næsten 60 meter i vejret og er meget synlig i det flade landskab lige nord for hospitalet. Selve skorstenen er 51 meter høj, men med placering i terræn og på et betonfundament kommer toppen op i 59 meter. Det bliver dermed det højeste punkt på hele hospitalsområdet - også højere end hospitalets to sengetårne.

Til sammenligning er højhuset på Aalborg Universitetshospital Nord 57,1 meter, mens Aalborgtårnet er 110 meter over havets overflade placeret på en bakke.

Vitalt anlæg for hospitalet

Skorstenen fungerer som aftræksrør til hospitalets nødstrømsanlæg. Det er backup til hospitalets almindelige strømforsyning. Nødstrømsanlægget er dimensioneret til at kunne holde hele hospitalet forsynet med strøm, indtil normalforsyningen – bystrømmen – er tilbage. Med andre ord er det backup for en række vitale funktioner, som et hospital hele tiden har kørende.

– Nødstrømsanlæg er nok ikke noget, de fleste tænker på i forbindelse med et hospitalsbyggeri, men det er en meget vigtig brik for at have en sikker hospitalsdrift. Jeg er glad for, at arbejdet er gået godt, og at udfordringerne med blæst ikke blev større. Nu mangler der kun nogle mindre opgaver for at gøre anlægget færdig. Blandt andet skal der laves belægningsarbejde og opstilles et støjhegn om generatoranlægget, siger udførelseschef Torben Gade, Nyt Aalborg Universitetshospital.

Nyt Aalborg Universitetshospital forventes taget i brug i 2024 med de første patienter.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.141