23948sdkhjf

Blandede resultater får JFP til at sadle om: Projekterne skal være mindre

Efter en årrække med ændret omsætnings- og indtjeningsstruktur lancerer den midtjyske entreprenørkoncern en ny strategi. Hovedfokus bliver på projekter under 100 mio. kr., mens større projekter skal løses i joint venture.

– Vi har i en årrække ikke tjent penge i JFP, og samtidig leveret flotte resultater i JFP Murer & Tømrer, udtaler adm. direktør Jesper Friis Poulsen i en pressemeddelelse fra firmaet og uddyber:

– Som mange andre har vi været ramt af udskudt opstart, forsinkede myndighedsgodkendelser og ekstraudgifter på grund af voldsomme prisstigninger, men vi må også erkende, at vi, som organisation ikke har været dygtige nok til at varetage nogle af vores store og meget komplekse byggerier, og det tager vi nu konsekvensen af.

Jesper Friis Poulsen fortsætter:

– Vi har succes med ordrer op til 100 mio. kr., så det er der, vi skal lægge vores hovedforretning fremover. Ordrer, der er større end 100 mio. kr. skal løses i joint venture. Vi har tidligere med succes løst projekter i joint venture, og det skal vi blive ved med. 

BaseCamp Lyngby, DNU Aarhus og DNV Gødstrup er eksempler på joint ventures med JFP som part.

Datterselskab har flest på lønningslisten

Omvendt har datterselskabet JFP Murer & Tømrer succes . Der er etableret en fremadstormende elementmontageafdeling, og der er succes med råhusentrepriser og mindre hoved- og totalentrepriser.

– Vi har haft en omsætningsstigning på beton- og elementmontage på cirka 30 pct. og ser ind i en fortsat vækst. Dels fordi vi har bedre fat i eksterne kunder, og dels fordi vi er gode til hoved- og totalentrepriser i mindre størrelse, udtaler adm. direktør Mikkel N. Steffensen fra JFP Murer & Tømrer. 

Virksomheden har i dag cirka 100 ansatte og er større end JFP med cirka 70 ansatte.

Blandede resultat-bolsjer

– Vores regnskab for 2021 er ikke aflagt, men det bliver et utilfredsstillende resultat i JFP og et meget tilfredsstillende resultat i JFP Murer & Tømrer - det ved vi allerede, og derfor sadler vi om nu, siger Jesper Friis Poulsen og fortsætter: 

–Markedet er dertil komplekst og svært at navigere i - ikke mindst på grund af de voldsomme prisstigninger. Jeg tror, at vi ser ind i en årrække med et lavere aktivitetsniveau – specielt på de store byggerier, fordi mange bygherrer på grund af for stor risiko udskyder projekterne.

I første kvartal af 2022 har den midtjyske byggekoncern ifølge direktøren realiseret et overskud over budget både i JFP og i JFP Murer & Tømrer.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109