Lovens rammer for byggeriet er en vigtig brik i at kunne bygge mere bæredygtigt.
Det mener brancheorganisationerne bag det nye strategiske netværk for bæredygtigt byggeri.
- Vi skal bygge på nye måder og med nye materialer, og det er her, det er vigtigt at se på, hvordan det kan løses i bygningsreglementet. Reglerne er med til at sætte rammerne formelt set, men de er også med til at skubbe på for at finde bedre løsninger, siger Kirstine Brøgger Jensen, bæredygtighedskonsulent og arkitekt, Danske Arkitektvirksomheder, der er tovholder på arbejdsgruppen med bygningsreglementet som tema.