23948sdkhjf

Klassisk industribygning bliver til boliger i Brøndby

En af de markante ældre industribygninger, der stammer fra begyndelsen af Brøndbys guldalder som industriområde i midten af forrige århundrede, bliver fra næste år rammen om 48 boliger i et nyt seniorbofællesskab. 

– Der er store fordele ved at kunne indrette seniorbofællesskabet i en fin, gammel industribygning. Dels kan vi meget hurtigere åbne dørene for de nye beboere, og dels giver det en mindre klima- og miljøbelastning, fordi vi ikke skal bygge nyt helt fra grunden, siger Stig Holmboe, direktør og partner i Scandinavian Property Development (SPD), der ejer bygningen, i en pressemeddelelse om projektet. 

Tidligere fremstillede A/S Tobias Jensens Mekaniske Etablissement elektriske kondensatorer og radiomodtagere fordelt på de tre etager. Nu vil det kommende seniorbofællesskab kunne nyde godt af de højloftede lokaler med dagslys fra store vinduespartier. I stueetagen indrettes faciliteter som fitness, værksted samt fælleskøkken, og fra en fællessal bliver der udgang til terrasser og grønne områder. På taget bliver der en stor tagterrasse med plads til ophold og spisning omkring den fælles grill.

Lejlighederne i bofællesskabet bliver på mellem 50 og 70 kvm.

Projektet har som mål, at seniorbofællesskabet skal tildeles en DGNB Guld-certificering.

Bevarer historien 

Som ekstra gevinst kan de kommende beboere i Brøndby nyde godt af fabrikkens tidligere historie. Stempelure, skilte og el-tavler bliver bevaret rundt om i bygningen, ligesom de bærende betonsøjler vil forblive synlige. Og strømforsyning til opladning af elbiler og elcykler bliver ikke noget problem: 

– Her er indlagt kraftledninger overalt fra bygningens tidligere anvendelse til produktion, så der er rigeligt med kilowatt at tage af til beboernes lynladere, fortæller Stig Holmboe.

Bygningen, der er på i alt 3.676 kvm, ligger i det nye Kirkebjerg-kvarter lige syd for Glostrup Station. Byggesagen er nu under behandling hos kommunen, og SPD regner med at få byggetilladelsen inden længe, så omdannelsen af den tidligere fabriksbygning til seniorbofællesskab kan gå i gang.

SPD har erfaring med at transformere tidligere industriejendomme til boligformål. Således står udviklerne bag en omdannelse af en godt 5.300 kvm stor industribygning i Valby til plejehjem med 66 boliger, ligeledes certificeret med DGNB Guld.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172