23948sdkhjf

Lad os få flere unge talenter på byggebænken

I denne uge er der ansøgningsfrist til ungdomsuddannelserne. Landet over skal unge træffe en beslutning, som får stor betydning for deres liv. Mange af dem vælger gymnasiet, ligesom deres venner. Det virker som et sikkert valg, og så kan du jo altid vælge, hvad du vil være bagefter.

Men måske det var på tide at tænke ud af boksen og vælge en håndværksuddannelse i stedet? Det mener vi i Boligfonden Kuben. Hvert år uddeler vi Faglærerprisen, Procesprisen og Bygherreprisen og et væld af legater til projekter, der fremmer bæredygtigt byggeri, det gode håndværk og styrker de håndværksfaglige uddannelser.

Det gør vi, fordi uddannelserne giver mange muligheder for de unge og fordi vi har brug for de unge talenter, hvis vi skal bevare den høje kvalitet i dansk byggeri, bygge fremtidens skoler og sygehuse - og udvikle branchen i en mere grøn, digital og social retning.

Masser job i Danmark og internationalt

En håndværksuddannelse giver kompetencer, der kan bruges verden over. I USA, England, Norge ja sågar Kina leder de med lys og lygte efter dygtige håndværkere. Herhjemme må håndværksfirmaer hver dag sige nej til opgaver, fordi de ikke har folk nok. Og problemet vokser kun.

I 2030 forventer vi at mangle 30.000 håndværkere, så der er masser af jobs. Skulle de unge få lyst til at læse videre på et senere tidspunkt, så er en håndværksfaglig uddannelse en adgangsbillet til uddannelser som konstruktør, arkitekt eller bygningsingeniør.

Social, kreativ og ambitiøs

Gode jobmuligheder gør det ikke alene. Det skal også være sjovt at uddanne sig, ligesom jobbet skal være meningsfyldt. Her har byggeriet nogle helt særlige fordele. Lad os tage uddannelsen først. Du får lov til at bruge dit hoved og dine hænder på en uddannelse, der er både social, kreativ og ambitiøs.

Du lærer at bygge bæredygtigt og fremme grønne løsninger nationalt og internationalt, så du kan gøre en positiv forskel ude i verden. Undervejs i skoleforløbet får du praktisk erfaring i en virksomhed, hvor du lærer dine stærke og svage sider at kende og får løn for din indsats.

Kun 20 pct. tager en erhvervsfaglig uddannelse

Som udlært håndværker har du kundskaber, du kan bruge hele livet. Du bliver en del af et team, som bygger bygninger, der står i flere generationer. Du rådgiver om energioptimeringer, bæredygtige konstruktioner og grønne materialer, så du kan sætte dit eget bæredygtige aftryk på fremtidens byggeri.

Det er også let at starte egen virksomhed. Mange driftige håndværkere etablerer deres egen virksomhed allerede, mens de er i 20’erne. Det er der ikke mange brancher, der kan prale med. Alligevel er det kun 20 pct. af en ungdomsårgang, som vælger at tage en erhvervsuddannelse. Siden 2014 har det været en politisk målsætning at få tallet op på 30 pct. i 2030, så vi har et stykke vej endnu.

Spred ordet

Hvis vi skal vende skuden, er der flere steder at tage fat. Vi skal sprede ordet og blive bedre til at fortælle om fordelene ved de praktiske fag. Vi skal også bearbejde forældrene, da deres syn på uddannelserne har stor betydning for de unges valg.

Se bare på region Nordjylland, hvor 25 pct. vælger en erhvervsfaglig uddannelse, mens tallet er helt nede på 5 pct. i kommuner som Rudersdal, Gentofte og Lyngby-Taarbæk. Det skyldes næppe, at de unge har hænderne skruet bedre på i Nordjylland end Nordsjælland. Virksomhederne skal også mere på banen med flere praktikpladser, så de unge får den praktiske erfaring, der er så vigtig for deres succes. Og sidst, men ikke mindst, skal bygherrerne støtte op om lærlingeindsatsen med job ude på byggepladsen. Kun hvis alle gør en indsats, kan vi nå i mål. Så lad os sammen få flere unge talenter på byggebænken.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.875