23948sdkhjf

NCC lander ny sygehuskontrakt på 669 millioner

Efter snart to års intensivt jord- og betonarbejde på byggepladsen på Overdrevsvej i Hillerød, er byggeriet af Nyt Hospital Nordsjælland ved at tage hul på tredje fase, hvor kompletteringsarbejder i den kommende tid vil indtage byggepladsen.

Nu har NCC og Region Hovedstaden så indgået kontrakt på kompletteringsentreprisen, der bringer Nyt Hospital Nordsjælland ind i første del af tredje fase. Den samlede tillægskontrakt er på 669 mio. kr., oplyser NCC i en pressemeddelelse.

Det sker i forlængelse af lukningsentreprisen, som parterne indgik kontrakt på i december sidste år.

- Vi kan fra maj måned i år se frem til at skulle arbejde på hospitalets indretning og udføre de indvendige arbejder. Det vil danne rammerne for kommende operationsstuer, sengestuer med videre, siger sektionsdirektør Lars Scheibel fra NCC i pressemeddelelsen om den nye opgave.

Kompletteringen omhandler indvendige vægge, lofter, døre/porte, gulve, inventar med videre til hospitalets rum og funktioner. Der er lagt stor arkitektonisk værdi i, at mange endelige overflader beklædes med træ, så hospitalet fremstår med en helende arkitektur og virker varmt og med et godt indemiljø.

- I den næste fase af byggeriet vil bygningen begynde at tage form, og firkløveret og de arkitektoniske tanker vil man begynde at kunne se, siger projektchef Sune From fra Nyt Hospital Nordsjælland.

Kompletteringsentreprisen på Nyt Hospital Nordsjælland løber frem til endelig færdiggørelse og aflevering og kræver en tæt koordinering med færdiggørelsen af beton- og stålkonstruktionerne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188