23948sdkhjf

Ny konkurrence: Landskabsarkitektur er også for børn

Design den grønneste skolegård - og få den.

Sådan lyder overskriften på en ny designkonkurrence, hvor alle landets 5. og 6. klasser inviteres til at tegne, designe eller lave en model af, hvordan de vil forvandle deres udearealer til en grøn og frodig oase. Den vindende klasse får 100.000 kroner til at hjælpe med at realisere deres tanker.

Dermed får lokale folkeskoler chancen for at få skolegården til at bugne af sommerfugle, blomster, træer og nye områder til udeundervisning.

Andenpræmien er et stort insekthotel fra Biobyg, som børnene selv kan fylde.

Dyre- og plantearter forsvinder

En af fagfolkene i juryen er biolog Anders Kofoed, og han glæder sig meget til at se børnenes bud på et nyt hverdagslandskab.

- Det står dårligt til med biodiversiteten. Der forsvinder simpelthen dyrearter og plantearter fra jorden hver eneste dag. Samtidig møder mange skolebørn ikke naturen men flad asfalt i deres frikvarterer. Så jeg kan kun opfordre til, at man får tilmeldt klassen, siger han i en pressemeddelelse.

Nu med pengepræmie

Idékonkurrencen blev også holdt i 2020, og her sendte 88 skoleklasser deres bud på en ny, grønnere skolegård ind.

I år er der for første gang et større pengebeløb til skolegården med, og derfor håber et af idékonkurrencens jurymedlemmer - Ph.D. og forskningsleder ved VIA Outdoor, Karen Barfod - at endnu flere skoleklasser vil kaste sig ud i arbejdet for at få grønnere omgivelser ved deres skole.

Danske Anlægsgartnere er en af de bærende kræfter bag konkurrencen, og det er en af medlemmerne, som stiller sig til rådighed med mandskab, maskiner og materialer til at forvandle børnenes drømme til virkelighed.

Og det er der brug for, pointerer direktør i Danske Anlægsgartnere, Michael Petersen.

- Når man over en bred kam ser på landets skolegårde, er det tydeligt, at grønne og frodige omgivelser ikke har været prioriteret.

- Derfor er vi gået ind i dette projekt for at give børnene mulighed for at præge deres egne hverdagsrum, men også for at give kommuner og politikere et vink med en vognstang om, at natur, biodiversitet og den varierede undervisning skal helt ind i skolegårdene, så lærere og elever ikke er nødt til at fragte sig langt ud af byen for at få undervisning i natur og livets mangfoldighed, siger Michael Petersen i pressemeddelelsen.

Alle oplysninger om konkurrencen kan findes på www.idekonkurrencen.dk. Konkurrencen løber frem til 15. april.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.406