23948sdkhjf

Henrik Garver svarer IDA: Fejlkilden er populationens størrelse, desværre

Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen, IDA, reagerer på min kommentar i artiklen "Ingeniørforening: Bygge- og anlægslønninger nærmer sig skyskraberhøjde" fra Licitationen den 8. december 2021, hvor jeg udtaler: "...men samtidigt kan de svar, IDA har modtaget, indeholde en skævvridning i forhold til virkeligheden, da de, der måske er mest tilbøjelige til at svare, vil være de, der har oplevet en mere markant lønstigning end gennemsnittet".

Morten Thiessen efterspørger, at jeg påpeger, hvor jeg ser fejlen i IDA’s lønstatistik. IDAs lønstatistik viser en gennemsnitlig lønstigning på 7,1 pct. for ansatte i byggeri og anlæg, og en lønstigning på 4,4 pct. for ansatte i rådgivende ingeniørvirksomhed, og det er, i deres egen opfattelse, et meget pålideligt redskab at tage udgangspunkt i, når der forhandles løn med arbejdsgiveren.

Og mit helt korte svar, er: Den væsentligste fejlkilde er størrelsen på jeres population. Hvor stor en andel af de ansatte ingeniører i de rådgivende ingeniørvirksomheder har reelt svaret på lønstatistikken? Det er et væsentligt tal, at kende, når vi taler fakta. Mit bud er, at det er færre end 20 pct. Og når så stor en andel IKKE svarer på statistikken, bliver gennemsnitsbetragtningerne, desværre, fejlbehæftede.

Og hvorfor kan jeg så udtale mig så sikkert om, at IDAs tal ikke er retvisende, i hvert fald når vi taler rådgivende ingeniørvirksomheder?

Det kan jeg fordi den lønstatistik vi arbejder med i FRI, er baseret på lønningerne blandt de 12 største FRI-virksomheder. Og omfatter samtlige medarbejdere. Her kan jeg ikke, uanset hvordan jeg arbejder med tallene, komme op på en gennemsnitlig lønstigning på 4,4 pct.

Den reelle gennemsnitlige lønstigning i 2021 for ingeniører ansat i rådgiver- og ingeniørvirksomhederne i FRI er lavere. Afhængigt af metoden (bonus, årgange, uddannelser mm.) er den gennemsnitlige lønstigning på mellem 0,5 pct. og 3 pct.. Det er faktisk flotte lønstigninger der er blevet givet i år. Men de er, selv i den bedste af alle verdener, mere end 30 pct. lavere end de tal, IDA lægger frem i sin lønstatistik. Det er fakta.

Og det som kan ærgre mig mest ved IDAs tal er, at når ansatte ingeniører faktisk får en pæn og velfortjent lønstigning, som det er sket i 2021; men en lønstigning som er lavere end IDAs gennemsnitstal, så fremstår det for den enkelte IKKE som den anerkendelse det faktisk er. At IDA bidrager til, at den enkelte ingeniør, som har fået en ekstra anerkendelse af sin arbejdsgiver, får en oplevelse af at være blevet snydt på lønkontoen er demotiverende, og det er ikke med til at fremme vores fælles dagsorden om at flere skal søge en karriere inden for STEM-fagene. Tværtimod.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125