23948sdkhjf

Certificeringer må ikke stå alene

Der var ikke mange, som gad at høre om bæredygtige byggerier for 10-15 år siden.

Dengang sad jeg ofte til møder med bygherrer og forsøgte at italesætte certificeringer og miljørigtigt byggeri - alt for ofte uden held. I dag hører vi næsten ikke om andet - heldigvis. Den grønne omstilling er blevet indiskutabel og er en varm kartoffel i medierne og på direktionsgangene.

Det er i sig selv positivt - jo mere opmærksomhed, jo større chance er der for, at virksomheder og samfundet rent faktisk handler på det.

Samtidig mærker jeg dagligt, at bygherrerne stiller krav til bæredygtighed og vil sikre sig de bedst mulige certificeringerne og løsninger.

Jeg har gennem de seneste 10 år selv stået i spidsen for en lang række miljøcertificerede bygninger i Danmark og mærker med stor glæde den stigende interesse. De store pensionskasser og flere af de private udviklere italesætter nu ufravigeligt ønsket om bæredygtigt og certificeret byggeri.

Idéer skal supplere certificeringerne

Både Svanemærket og DGNB er gode og vigtige certificeringer, som jeg selv sætter stor pris på. De skal prioriteres, men jeg mener samtidig, at byggeriets grønne rejse også skal handle om mere end certificeringer.

Det handler om de gode idéer, som kan supplere certificeringerne. Idéerne skabes ofte ude på byggepladserne, hvor fagfolkene nu også er begyndt at stille de vigtige spørgsmål - kan vi gøre tingene på en smartere måde?

Der findes intet fast manuskript for at bygge grønnere - det er noget, vi selv skriver hen ad vejen. Derfor er det afgørende, at man finder den rette struktur og tilgang, hvor der tænkes i bæredygtige helhedsresultater. Det er nemlig fristende at lade sig lokke af løsninger, som lyder rigtig gode på papiret, men som i sidste ende ikke gør en mærkbar forskel i det store regnskab. Det duer ikke.

Mange bygherrer har ikke muligheden for at få en certificering, men ønsker at projektet alligevel tilføres bæredygtige bidrag. Her skal vi entreprenører kunne bistå, og sammen skal vi som udgangspunkt have en fælles målsætning om at innovere de bæredygtige tiltag - også på projekter, hvor der ikke er aftale om en egentlig certificering.

Det kan for eksempel være udnyttelse af genbrugsmaterialer som aluminium, tegl og beton eller pragmatiske idéer, som aktivt sænker energiforbruget i selve byggeperioden. Min pointe er, at alle bæredygtige tiltag er vigtige, og en certificering må derfor aldrig stå alene eller som eneste mulighed i vores grønne innovative rejse.

Entreprenører skal løfte bredt

Ligeledes må vi entreprenører ikke lade os begrænse til kun at lave det, der skal til for at opnå kravene til en aftalt certificering. Vi må gerne tænke i at bidrage yderligere, dér hvor det er muligt. Vi skal tage ansvar og konstant løfte bredt.

Det behøver ikke at være dyrere eller mere omstændigt, hvis man tænker kreativt og bruger sine kompetencer og erfaring til at tænke nyt. I BNS og i hele Pihl-koncernen er vi selv i gang med en omstilling af vores tilgang - og her er jeg overbevist om, at mine byggefaglige kolleger bliver altafgørende i jagten på fremtidens grønne løsninger.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109