23948sdkhjf

Surt at være "den sidste entreprenør"

I Licitationen den 10. november var der et indlæg af Michael H. Nielsen, selvstændig konsulent, som havde deltaget i en paneldebat ved gulvbranchens temamøde om "Tillid og mistillid i byggebranchen", og som ganske enkelt kom til at handle om hvad der bydes "den sidste entreprenør" på byggepladserne. Og at det er ikke småting, kan jeg som repræsentant for malerfaget i Danmark skrive under på.

Danske Malermestre har mange skræmmende eksempler på, hvor svært det kan være at nå i mål som maler på byggepladserne.

Michael H. Nielsens råd til de sidste entreprenører er, at de deltager aktivt i byggemøderne allerede fra starten af byggeriet.

Det er måske lige i overkanten, at vi skal bruge tid på det, men man bør som minimum sørge for at få tilsendt byggemødereferaterne, så man allerede fra starten kan kommentere på, hvad der aftales til byggemøderne, herunder hvis det bliver tydeligt, at tidsplanerne - sædvanen tro - skrider.

Men realiteten er desværre, at et fag som malerfaget i praksis aldrig får lov til at forsinke et byggeri, selvom forsinkelsen helt og aldeles kan tilskrives de foranliggende fag. Og det kan undre, når man tænker på, hvor vigtigt malerarbejdet er for den endelige bruger.

Man ville næppe acceptere at modtage en ny bil, hvor lakken var fyldt med slibestøv og snavs, eller hvor lakken var sunket, fordi man ikke havde kunnet vente på, at spartelmassen var ordentlig tør inden lakering.

Derfor er lakering på enhver bilfabrik eller værksted skilt hermetisk ad fra resten af produktionen. Men i byggeriet har man ikke lært den lektie. Her er det nærmest normen, at maleren må forsøget at færdiggøre sit arbejde, mens andre håndværkere knokler rundt med rundsave og boremaskiner.

Der er intet der forhindrer vores medlemmer i for at opfylde hverken krav eller forventninger, hvis bare forudsætningerne herfor er opfyldt, men det er desværre en sjælden fætter.

Vi mener helt klart, at det må være en af ledelsens største og vigtigste opgaver at sikre, at hver enkelt håndværksfag leverer, hvad der er købt. Det er ikke malerfagets opgave at udføre kvalitetssikring af andres arbejde, men det er i realiteten desværre ofte situationen.

Vi savner i den grad en byggeledelse, der kan træde i karakter og stille den rigtige entreprenør til ansvar for eget arbejde og materialelevering.

Det er dårligdomme, vi har sloges med i mange år, og desværre ser det ikke ud til at blive bedre trods mange gode intentioner om det modsatte, måske endda tværtimod. Der er helt sikkert mange grunde hertil, men det er i hvert fald sikkert, at meget hænger sammen med, at alle parter i byggeriet er pressede. Et pres der går fra oven og ned gennem systemet.

Bygherren vil gerne have et attraktivt byggeri så billigt og så hurtigt som muligt, for tid er jo penge. Der tegnes og projekteres et spændende byggeri, hvorefter juristerne går i gang. Hovedentreprenøren, der har vundet opgaven pga. laveste pris, er presset fra dag 1 og forsøger at lægge ansvar over på sine underentreprenører ved at opfinde alle mulige afvigelser til AB.

Og de underentreprenører, der har gennemskuet det, reagerer på samme måde overfor deres eventuelle underentreprenører. Og når juraen så tager over - og det gør den - reageres der helt naturligt med indsigelser og med en adfærd, hvor man er sig selv nærmest, og hvor man blot forsøger at få afsluttet sin opgave komme videre til den næste. En kedelig tendens, der flytter fokus fra dialog til konflikt.

Realistisk set ved jeg ikke om det er muligt at ændre den situation. Det er jo forsøgt, uden videre held. Men en ting er i hvert fald sikker: En bedre dialog, slut med "julelegene" og følg i stedet AB18 og ikke mindst en meget mere aktiv deltagelse fra byggeledelsen er alle uundværlige skridt på vejen mod et bedre byggeri og rigtigt malerarbejde.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.142