23948sdkhjf

To firmaer er tiltalt for kartelaftale på vejstribe-opgaver

Der var tale om kartelaftaler af grov beskaffenhed, da to af de største danske entreprenører inden for vejmarkering i 2014 to gange afgav samlet bud.

Det mener Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - også kendt som Bagmandspolitiet.

Det har tiltalt de to firmaer samt tre chefer for brud på konkurrenceloven, og torsdag begynder sagen i Københavns Byret.

Allerede i november 2019 var Højesteret inde og vurdere den ene af aftalerne mellem Eurostar Danmark A/S og LKF Vejmarkering A/S, der i dag hedder GVCO ApS.

Der var tale om en konsortieaftale fra marts 2014 om et udbud fra Vejdirektoratet, som handlede om opgaver med vejmarkering i tre af direktoratets fem distrikter. Konsortiet blev vinder af udbuddet med den samlet set laveste pris på de tre distrikter.

Sagen endte med, at den øverste domstol skulle vurdere, om det var rigtigt, da Konkurrencenævnet afgjorde, at firmaerne handlede i strid med et forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler ved aftalen i marts 2014.

Højesteret konkluderede, at de to firmaer i forhold til udbuddet måtte anses for konkurrenter. Ifølge retten måtte aftalen i sig selv anses for at have haft en konkurrencebegrænsning til formål.

Når sagen nu begynder i Københavns Byret, er der derimod tale om en straffesag, hvor Bagmandspolitiet ifølge anklageskriftet vil stille krav om en bødestraf til firmaerne.

Her er der foruden aftalen fra marts 2014 rejst tiltale for, at selskaberne i februar 2014 skal have indgået en kartelaftale i forbindelse med et andet udbud om vejmarkering fra Vejdirektoratet.

Tre chefer er også på anklagebænken i sagen, og de risikerer at blive idømt fængsel. Der er tale om direktøren for Eurostar Danmark samt to chefer fra daværende LKF Vejmarkering. De nægter sig alle skyldige.

At male striber på statslige veje som motorveje, hovedlandeveje og broer er ikke nogen lille forretning. Markedet for vejmarkering omsatte i 2014 årligt for cirka 200 millioner kroner ifølge en dom, som Sø- og Handelsretten har afsagt i sagen.

Advokaten for Eurostar oplyser, at virksomheden ikke ønsker at udtale sig på nuværende tidspunkt, mens advokaten for GVCO ApS oplyser, at GVCO vil frifindes.

Straffesagen ventes afsluttet på den anden side af nytår.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109