23948sdkhjf

Licitationen mener: Ledelse skal baseres på kvalifikationer og ikke køn

Spørgsmålet om kvoter for kvinder i dansk erhvervsliv dukker fra tid til anden op. Senest har De Radikales ligestillingsordfører, Samira Nawa, åbnet debatten med et forslag om at indføre kvindekvoter i bestyrelserne i landets børsnoterede virksomheder for at fremme ligestillingen.

Det er et reelt forslag at stille, i og med at der fortsat er et fåtal af kvinder i toppen af dansk erhvervsliv. Og dermed udnytter erhvervslivet jo reelt ikke talentmassen godt nok.

Men vejen dertil er ikke at indføre deciderede kvindekvoter, for hverken kvinder eller virksomheder har godt af, at der udelukkende ansættes på baggrund af køn.

Ansættelser skal selvfølgelig ske på baggrund af kvalifikationer, hvilket ikke bare sikrer en bedre udnyttelse af talentmassen i dansk erhvervsliv. Det hindrer også, at man gør kvinderne en bjørnetjeneste, fordi det selvklart ikke er særligt fedt udelukkende at blive ansat på baggrund af sit køn.

Samtidig skal man også huske på, at børsnoterede virksomheder er private foretagender, der er ejet af aktionærerne.

Det vil være en vanvittig indgriben i den private selvbestemmelse, hvis Christiansborg pludselig skal diktere, hvordan virksomhederne sammensætter sin ledelse og bestyrelse. Det vil hæmme virksomhedernes konkurrenceevne, fordi de ikke kan gå efter de bedst kvalificerede uanset køn.

Politikerne skal holde fingrene fra virksomhedernes selvbestemmelse. Det klarer de og aktionærerne meget bedre selv.

Artiklen er en del af temaet Lederen.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125